Det amerikanske dilemma
Renten er historisk lav og har været det længe. Centralbankerne har pumpet penge ud til bankerne og opkøbt obligationer for at prøve at holde renten nede og støtte økonomien. Den økonomiske vækst i Spanien har ikke været lavere over en 5 års periode siden 1850, med undtagelse under borgerkrigen. Hver tredje dollar den amerikanske regering bruger for tiden, er lånt. Arbejdsløsheden flere steder i Sydeuropa er over 25% og ungdomsarbejdsløsheden er over 50%.
De amerikanske virksomheder har generelt klaret sig godt de seneste år. Virksomhederne har brugt krisen til at trimme produktion og omkostninger, og tjener i dag fornuftigt. Dette afspejles også af, at amerikanske aktieindekser er tilbage på niveauet fra før krisen.
Den amerikanske forbruger, der står for 70% af BNP (mod ca. 50% i Europa), har gennem de seneste år afdraget gæld, og har de seneste måneder oplevet, at huspriserne igen er begyndt at stige. Kreditkortselskabernes tab er tilbage på niveauet fra før krisen, og det samme gør sig gældende for bankernes indtjening og rentemarginal.
Den store udfordring for USA ligger i det federale(stats) budget, der kører med store underskud – over 10% af bruttonationalproduktet. Federale udgifter kan groft deles op i to dele. På den ene side er entitlements (rettigheder) som Social Security (pension), Medicare (sygeforsikring for ældre) og Medicaid (sygeforsikring til fattige og svage).
På den anden side er discretionary spending (vedtagne udgifter) som f.eks. forsvar og nationalparker. De vedtagne udgifter, eksklusiv forsvar, er under 4% af BNP, så selv om man sparede alle disse udgifter 100% væk ville det stadig langt fra være nok, til at dække underskuddet. Den eneste vej frem er derfor enten at skære i rettighederne og/eller øge skatteindtægterne. Når nu det er så åbenlyst nødvendigt, hvorfor kan kongressen så ikke blive enige om at gøre noget ved det?
Her kommer det amerikanske valgsystem og den såkaldte Tea Party bevægelse ind i billedet. Tea Party bevægelsen, der blandt andet omfatter tidligere vicepræsident kandidat Sarah Palin, er en gruppe konservative og højreorienterede politikere, der under ingen omstændigheder vil stemme for at hæve skatterne. De udgør kun en mindre del af det republikanske parti, men fordi de er entusiastiske og har mange penge, har de stor indflydelse i resten af det republikanske parti.
Hvis man som republikaner ønsker at vinde en plads i kongressen, skal man vinde to valg:
– Primær-/opstillingsvalg mod andre republikanere
– Valg mod demokraternes kandidat og evt. uafhængige.
Hvis man er for kompromissøgende (læs: vil gå med til at øge skatter) vil Tea Party finde og sponsere en modkandidat ved primærvalget. Hvis man ikke er “rettroende i Tea Party religion”, vinder man ikke primærvalget. Hvis man vinder primærvalget (bliver nomineret) vil ens nye “rettroende holdninger” ofte betyde, at man ikke vinder over demokraternes kandidat. Moderate republikanere er derfor bange for at være for moderate af frygt, for at blive “kørt over” af Tea Party bevægelsen. Det nytter ikke at være moderat, hvis det betyder man ikke bliver valgt.
Som eksempel kan nævnes valget til senatet i delstaten Delaware i 2010. Ved valget i Delaware fik Tea Party kandidat Christine O’Donnell skubbet veteran (9 valgperioder i repræsentanternes hus, tidligere guvernør og formodet sikker republikansk vinder) Mike Castle af pinden, og blev republikansk kandidat. Christine O’Donnell er imod abort, homoseksuelle, sex før ægteskabet, onani, våbenkontrol, statslige underskud etc.
Christine O’Donnell tabte efterfølgende senatsvalget til demokraternes Chris Coons med 40% mod 57%.
Tea Party bevægelsen har derfor betydet, at republikanerne ikke vil være med til at øge skatterne, kun beskære udgifterne. Demokraterne vil ikke være med til at beskære udgifterne uden samtidig at øge skatterne, specielt for de rigeste.
Situationen er således fastlåst og det er vanskeligt at få øje på, hvordan USA skal nå frem til en stor og langsigtet aftale, der kan tage hånd om det store offentlige underskud.
