Obligationsserien skal udskiftes: Tag lån i de gamle obligationer og få et bedre lån
Obligationer, som finansierer realkreditlån, skal, på det tidspunkt hvor lånet bliver udbetalt, have en løbetid, der minimum svarer til lånets løbetid. Det vil sige, at de obligationer der benyttes til at finansiere 30-årige realkreditlån skal løbe 30 år frem fra den dag, hvor lånet bliver udbetalt. For at man ikke skal udstede nye obligationer hvert år, bliver obligationsserien udskiftet hvert tredje år. Og det er altså i år. Derfor vil 30-årige lån fra den 1. september blive finansieret i obligationer med udløb i 2053.
På samme måde vil 10-årige lån blive finansieret i en obligation med udløb i 2033 i stedet for udløb i 2030, og 20-årige lån i en obligation med udløb i 2043 i stedet for i 2040.
Du får mindre udbetalt med de nye obligationer
Længere løbetid på nye obligationer presser renten op og kursen ned. Når kursen falder, vil det sige, at du får mindre udbetalt, når du optager et lån. Det gør du, fordi investorerne, der investerer i realkreditobligationer, vil betale mindre for obligationerne, fordi de skal binde deres penge i længere tid. Det vil sige, at hvis investoren kun vil give fx 90 kr. for en obligation, der er 100 kr. værd, så får du kun 90 kr. ind på kontoen for hver 100 kr. du låner.
Handlen med nye obligationer er i gang
For tiden er kursforskellen på nye og gamle obligationer mellem 1,2 og 1,7 kurspoint, afhængig af om lånet er med eller uden afdrag. Det svarer til, at et lån på 2 milloner kroner giver mellem 24.000 og 34.000 kroner mindre udbetalt, hvis du optager lånet i de nye obligationer frem for de gamle. Tilsvarende vil det udbetalte beløb også være mindre for lån med 10, 15 og 20 års løbetid.
Der er allerede handlet enkelte af de nye 30-årige obligationer. Så hvis du er i gang med at købe hus eller lejlighed, kan det være værd at bruge lidt tid – eventuelt sammen med banken – på at undersøge mulighederne for at få dit fastforrentede realkreditlån optaget i de gamle obligationer frem for de nye.
Bedre likviditet i gamle obligationer
Udover at kursen er bedre på de gamle obligationer, er der også flere af dem på markedet. Det giver bedre likviditet (omsætning), og dermed også mindre risiko for at der kan opstå en indlåsningseffekt. Det kan ske, hvis en obligationsserie bliver for lille, inden den ikke længere bliver brugt til at udstede nye lån. Enten fordi renten falder og kursen stiger over 100, eller fordi renten stiger og kursen falder så langt ned, at obligationen er uinteressant for nye låntagere.
Realkreditinstitutterne arbejder altid for, at der er mange realkreditobligationer i omløb. Det øger nemlig interessen for at købe og sælge dem. Når det gælder fastforrentede lån, opretholder institutterne en stor pulje af obligationer ved blandt andet, i en årrække, at benytte de samme obligationer til at finansiere den samme slags lån.
Fx er 30-årige lån siden den 1. september 2017 blevet finansieret ved at sælge en obligation med udløb den 1. oktober 2050. På den måde bliver mange lån samlet i én obligation, og det gør obligationen nem at handle – og dermed bliver kursen højere og renten lavere. Du får altså flere penge ind på kontoen for hver krone du låner, og det er til en bedre rente.