Kronik: Positive signaler til kommende boligejere i yderområderne

Kronik af Marlene Nørgaard, adm. direktør for Mybanker bragt i Børsen onsdag den 30. 0ktober 2019

 

Uheldig og uønsket udvikling

Jeg synes, at det er ærgerligt, at en familie med fornuftig og sund økonomi får nej til at låne penge til en bolig i et yderområde, men at samme familie sandsynligvis ikke ville have problemer med at låne samme beløb – men til en mindre bolig – i et vækstområde. Man kan spekulere på hvordan det vil påvirke lokalsamfundene og boligejerne i yderområderne, hvis familier i højere grad vælger at flytte til mindre boliger i vækstområder og væk fra yderområderne.

 

Manglende banktilbud til borgere i yderområder

I Mybanker oplever vi ofte at banker, på grund af skærpede regler fra myndighedernes side, ofte helt afholder sig fra at sende tilbud til kunder fra yderområderne, der ønsker at skifte bank gennem Mybanker. Det efterlader de kommende boligkøbere i en situation, hvor de enten opgiver drømmehuset eller også søger de mod dyrere alternativer til realkreditlån, blandt andet pantebrevslån.

Derfor er det positivt for kommende boligejere i yderområderne, at erhvervsminister Simon Kollerup har sat sig for at forsøge at finde en løsning, der gør det lettere for familier at få lån til en bolig i yderområderne.

 

Realkreditten kan løse det

Løsningen bør findes indenfor realkreditten, da de billigste boliglån findes her. Udfordringen er, at realkreditinstitutterne anser boliger i yderområderne for at udgøre en mere risikabel investering, og de ønsker ikke at løbe denne risiko. De ønsker ikke at komme i en situation, hvor de har pant i et hus, som ikke kan blive solgt, hvis beboeren bliver tvunget til salg inden lånet er betalt ud.

Udfordringen burde kunne håndteres i form af lovgivning, da en af årsagerne til at vi er havnet i denne situation skyldes, at realkreditinstitutterne er underlagt en række krav til ’kvaliteten’ af de lån, de må have i porteføljen. Og de får ikke ros af Finanstilsynet, hvis de har for mange ’dårlige’ lån. Derfor kan et institut, der for år tilbage har været meget aktiv med udlån til områder, der nu er ramt af tilbagegang og lange liggetider, være mere tilbageholdende med at låne til boliger i disse områder.

 

Højere risiko skal håndteres

Den højere risiko opstår blandt andet fordi liggetiderne generelt har været højere i yderområderne end i vækstområderne, og dermed er risikoen for at boligen ender på tvangsauktion også højere. Hvis en bolig ender på tvangsauktion i yderområderne, er der en stor sandsynlighed for at realkreditinstituttet mister penge. Den risiko er slet ikke så høj i vækstområderne, hvor boliger ofte bliver solgt i god tid inden en evt. tvangsauktion kommer på tale, og det uden tab for realkreditinstituttet. Derfor skal en løsning for realkreditinstitutterne kunne håndtere denne ekstra risiko.

 

Statsgaranti kan sikre realkreditinstituttet

I den forbindelse skal erhvervsministeren afgøre om formålet er at give boligejere i yderområderne samme lånevilkår som boligejere i vækstområderne, eller om formålet er at skabe lånemuligheder, der er bedre end de nuværende. Hvis ministeren ønsker samme lånevilkår, kan en løsning være at oprette statsgarantier til realkreditlån. Det ville give realkreditinstitutterne en sikkerhed for at få pengene for lånet tilbage igen, hvis boligen blev solgt på tvangsauktion.

 

Fleksibel bidragssats

Hvis formålet er at forbedre de nuværende forhold, kunne man lade realkreditinstitutterne prissætte risikoen ved at skrue op for bidragssatserne på de lån, som de fandt mere risikofyldte. Det vil give lidt dyrere lån end de billige realkreditlån, som tilbydes boligejere i vækstområderne, men de burde være markant billigere end pantebrevslån.

Det positive signal fra erhvervsministeren er blevet fulgt op med nye tal, der viser at liggetiderne er faldet markant rundt om i yderområderne. Måske det kan være startskuddet, der tænder håbet for kommende boligejere i yderområderne, og forhåbentlig kan vi i Mybanker snart være med til at formidle flere lånetilbud til boligkøbere i de ramte områder.