Forældrekøbet får dødsstødet

Forældrekøb var en måde, hvorpå forældre kunne give et tilskud til deres børn, som samtidig kunne trækkes fra i skat – også i topskat, hvis de betalte det. Børnene kunne samtidig få boligstøtte fra det offentlige. Når børnene var ”færdig” med at bo til leje, kunne de købe boligen til den ofte meget lave offentlige vurdering minus 15%, og kort tid efter sælge boligen til markedspris og høste gevinsten skattefrit.

Muligheden for at benytte virksomhedsskatteordningen og fratrække underskud i topskat blev afskaffet den 1. januar 2021, og muligheden for at få boligstøtte, når ens barn bor i en forældrekøbsbolig, blev afskaffet i det nyligt indgåede forlig om en kontanthjælpsreform.

Der er dermed nu nærmest et negativt incitament til at købe en bolig og leje den ud til ens børn. Lejer ens børn en bolig af en ”uafhængig”, vil de kunne få boligstøtte. Det kan de ikke, hvis de lejer boligen af dig. Men hvad gør du så, hvis du ønsker at hjælpe dine børn med en bolig?

Nedenfor kommer vi med en række muligheder, som du kan benytte i stedet for et forældrekøb, hvis du ønsker at hjælpe dine børn med en bolig.

SKATOpsparingskonto
Månedlig opsparing1.000 kr.1.000 kr.
Årlige rente0,8%2,75%
Renteindtægter44 kr.152 kr.
Renteindtægter efter 37% skat44 kr.96 kr.
Beløb opsparet efter et år (efter skat)12.044 kr.12.096 kr.

 

Hjælp barnet med selv at købe

Unge og studerende har som regel ikke økonomi til at blive godkendt i banken til køb af en bolig.

Med Finanstilsynets gældende regler er det vanskeligt at låne mere end fire gange ens årsindkomst, og det rækker ikke langt, hvis man er på SU og måske har et studenterjob ved siden af. Samtidig er rådighedsbeløbet heller ikke prangende.

Men hvis du går sammen med dit barn og køber en bolig, kan banken bruge din og dit barns samlede økonomi, når banken skal kreditvurdere dit barn til et lån. Har du således en god indtægt og/eller friværdi i jeres egen bolig, er det muligt for dit barn at købe sin egen bolig.

Du kan f.eks. fordele ejerskabet med 95% til barnet og 5% til forældrene. Når der optages realkreditlån i en ejendom, der ejes af flere, vil alle ejerne skulle skrive under på lånet, og de hæfter solidarisk (hvis den ene ikke betaler, skal de andre betale). Derfor kan banken tage barnets og forældrenes samlede økonomi med som grundlag for bevilling af lån, uanset at forældrene kun ejer 5% af boligen. Fordi barnet bor i boligen, vil gevinsten på barnets ejerandel, f.eks. 95%, være skattefri til evig tid.

 

Giv dit barn pengene

Du kan i 2022 afgiftsfrit give 69.500 kr. til dit barn, stedbarn og deres børn i alle led (fx børnebørn og oldebørn), din forælder og i særlige tilfælde også din samlever, bofælle og dit plejebarn. Giver du mere, udgør gaveafgiften 15 % af det beløb, der overstiger det afgiftsfrie beløb.

Er I to forældre og evt. bedsteforældre, kan du give ganske mange penge til et barn hvert år. Gemmer du i stedet pengene til arv, vil dit barn skulle betale 15% i boafgift (arveafgift).

 

Lån penge til barnet

Har du en god friværdi eller penge i banken, kan du låne disse til dit barn til en lav rente ned til 0%. Lånet kan evt. afdrages løbende med gaver, der kan gives gaveafgiftsfrit til barnet, som nævnt ovenfor.

Vær påpasselig hvis du laver en sådan konstruktion, da skattevæsenet f.eks. tidligere har underkendt ”fiktive” lånekonstruktioner uden reelle betalinger.

 

Opskriv dit barn i god tid

Er dit barn stadig lille, kan du i stedet overveje at få dit barn skrevet op i et passende almennyttigt boligselskab, så det til den tid har anciennitet nok til at få tilbudt en lejebolig, når barnet skal bruge en.

Har du den bedste bank?

Gør som 300.000+ danskere. Indhent tilbud fra banker og se om du kan opnå besparelser eller mere fordelagtige vilkår på dit bankengagement.

Få gratis tilbud her