Positive renter gør det mere attraktivt at spare op
Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget; hvis man i dag ønsker at investere og spare op på en måde, der både giver et afkast og en rimelig sikkerhed, er der igen muligheder for positive afkast.
Farvel til negative renter
Næsten alle banker har nu afskaffet negative renter, og flere banker tilbyder positive renter på en opsparingskonto. Flere banker tilbyder nu 0,4% på almindelige indlånskonti, 0,6%-0,75%, hvis man har mere end 100.000 kr. stående, og hvis man binder pengene i en periode, kan man få endnu mere i rente. Alle indskud i banker i Danmark er som altid dækket af staten op til 750.000 kr.
Du kan læse mere om opsparing og se opdaterede satser her.
De fleste forventer, at den Europæiske Centralbank, og dermed også den danske Nationalbank, vil sætte renten yderligere op en eller to gange mere i 2022, hvilket betyder, at det er muligt, at bankernes tilbud om positive indlånsrenter bliver bedre i løbet af efteråret eller vinteren.
Du kan investere på forskellige måder
Hvis man skal placere penge med lidt længere løbetid, er obligationer igen blevet et alternativ, der giver positiv rente. Man kan således i dag købe en dansk realkreditobligation med et års løbetid og få 1,57% i rente, to års løbetid giver 2,85%, tre års løbetid giver 2,94%, fire års løbetid giver 3,11%, og fem års løbetid giver 3,20% i rente.
Risikoen for at man ikke får sine penge tilbage ved udløb er negligerbar, men værdien af obligationerne kan ændre sig under løbetiden, hvis renten stiger eller falder inden udløb.
Hvis man ikke selv kan overskue at finde og købe obligationer, kan man vælge at investere via investeringsforeninger. Det er ikke uden omkostninger, så det er vigtigt at kigge på ÅOP i de enkelte investeringsforeninger, for at sikre sig, at det ikke er en urimelig stor del af det forventede afkast, der vil gå til omkostninger.
Uanset at man nu igen kan få positive afkast, er det ikke sikkert, at investeringsforeninger kan tjene deres egne omkostninger hjem i form af merafkast. De professionelle er ikke altid bedre, end hvis man selv køber f.eks. en dansk realkreditobligation, der matcher ens investeringsbehov og tidshorisont.
Obligationer – det sikre valg?
Obligationer betragtes ofte som en sikker investering, men der er stor forskel på obligationer. I de ca. 230 år de har eksisteret, er der aldrig nogen, der ikke har fået deres penge tilbage ved udløb på en dansk realkreditobligation. Men der er flere eksempler på at investorer ikke har fået deres penge tilbage på f.eks. obligationer udstedt af virksomheder. Vær derfor påpasselig og grundig, når du køber obligationer, der ikke er stats- eller realkreditobligationer fra solide lande.
Uanset at du får pengene tilbage ved udløb, kan værdien svinge under løbetiden. Jo længere en obligation løber, des mere svinger værdien, når renten flytter sig. F.eks. er værdien på flere danske realkreditobligationer med 30 års løbetid faldet med mere end 25% i år. Så vær sikker på at løbetiden på den obligation du køber, passer til din investeringshorisont og/eller din risikovillighed.