Kan banklån være et alternativ til realkreditlån?

Fremmarchen af banklån skete blandet andet fordi, banker fik mulighed for at udstede realkreditlignende lån, der igen kunne finansieres ved at udstede såkaldt særligt dækkede obligationer, der har samme type sikkerhed i fast ejendom som realkreditlån. På den måde kunne bankerne komme ned på rentesatser, der var konkurrencedygtige med realkreditlån.

Væksten i banklån til boligkøb stoppede brat med finanskrisen i slutningen af nullerne. Det skyldes, at de finansielle markeders vurdering af kreditrisikoen på banker steg, og det blev derfor dyrere for bankerne at skaffe finansiering til f.eks. prioritetslån. Efterfølgende faldt renterne, og det var en overgang muligt at få realkreditlån med negativ rente. De meget lave renter gjorde lån i bankerne mindre attraktive.

 

Rentestigningerne gør banklån med variabel rente mere interessant

Renter på realkreditlån er steget ganske kraftigt det seneste års tid, og det har igen gjort lån i banker konkurrencedygtige med realkreditlån. Lån til bolig i banken er som udgangspunkt med variabel rente, og mange, der har høstet ”restgældsgevinsten” ved at indfri deres fastforrentede realkreditlån, er søgt over i lån med variabel rente i en forventning om, at centralbankerne vinder kampen mod inflationen, og renterne derfor falder igen.

På samme måde har mange med f.eks. F5 lån skiftet til en mere variabel rente i forbindelse med, at renten er blevet ”fornyet”, og lånet er blevet refinansieret. Der er helt sikkert mange, hvis lån snart skal refinansieres, der vil overveje noget tilsvarende.

 

Lån i banken giver fleksibilitet – men der er forskel på realkreditlån og banklån

Forventer man, at renterne snart falder igen, og ønsker man at udnytte faldet til igen at låse ens boligrente i en længere periode, kan den fleksibilitet lån i banker har være et attraktivt plus, mens man venter på rentefaldet, og grunden til, at man vælger lån i banken som alternativ til realkredit.

Men realkreditlån og banklån er forskellige:

Realkreditlån er ”ens for alle”. Er du først godkendt til et realkreditlån, betaler du samme rente og samme bidrag som alle andre. Der er ikke nogen forskel f.eks. begrundet i, hvor god en kunde, du er i banken. Sørger du for at betale til tiden, holde ejendommen brandforsikret og undlader at leje hele boligen ud uden godkendelse fra realkreditinstituttet, kan du reelt ikke røres, uanset om du f.eks. bliver arbejdsløs.

Alle realkreditlån er finansieret ved salg af obligationer, og hvis du vil indfri hele eller dele af dit realkreditlån, skal det ske ved at købe eller opsige de underliggende obligationer, og det er ikke så fleksibelt og samtidig forbundet med omkostninger.

Banklån er individuelle, og det er rentesatsen som udgangspunkt også. Som oftest følger rentesatsen på denne type banklån en referencerente f.eks. Cibor (Cibor er en rentesats for lån mellem banker. Aktuelle satser kan findes her: https://dfbf.dk) plus et tillæg.

Det betyder også, at din rente kan ændres f.eks., hvis din økonomi ændrer sig.

De fleste banklån er med variabel rente og kan indfris til nominel restgæld uden nogen form for opsigelse. Det er smidigt, hvis man venter på, at renten falder og/eller, hvis man ønsker at afdrage mere end oprindelig planlagt.

Har man et prioritetslån, kan det ligefrem virke som en kassekredit, hvor man kan hæve og sætte ind løbende og kun betale renter af de penge, man faktisk hæver.

 

Hvad skal du vælge?

Hvad du skal vælge afhænger helt af din situation, og hvad du kan forhandle dig frem til med banken. Kigger man i de officielle prislister er forskellen i satser ikke specielt stor. Lad os som eksempel se på Danske Banks ”Bolig Fri” lån, sammenlignet med Realkredit Danmarks F-kort lån.

Rente F-kort med afdragRente F-kort med afdragsfrihedRente Danske Bolig Fri med afdragRente Danske Bolig Fri med afdragsfrihed
Laveste3,67%3,77%3,80%4,10%
Højeste4,75%5,55%5,15%5,45%

Som nævnt er renten på realkreditlån ens for alle, og forskellen mellem højeste og laveste sats er udelukkende et udtryk for forskellige bidragssatser ved forskellig belåningsgrad. Jo større del af din boligs værdi lånet udgør, jo højere bidragssats.

Renten på banklånet er derimod individuel og vil både være afhængig af din økonomi, din belåningsgrad og din evne til at forhandle.

Overvejer du nyt lån i din ejerbolig så sørg derfor altid for at få flere tilbud tilpasset din specifikke situation.

Få tilbud på realkreditlån

Tjek om du har det bedste realkreditlån. Få tilbud på dit realkreditlån når du skifter bank.

Få tilbud på realkreditlån