Mybankers rentestatistik for april 2024

Mybanker pressemeddelelser

Det seneste halve år har budt på små fald i de renter, brugerne hos bankportalen Mybanker fik tilbudt af bankerne på lån til andelsboliger. Andelsboligrenten er nu faldet siden november med samlet set 0,3 procentpoint. Den gennemsnitlige tilbudte rente var i april på 5,0 pct.

Omvendt har der ikke været nogen egentlig bevægelse at spore i de renter, bankerne har tilbudt på boliglån – dvs. lån til fast ejendom ud over prioritets- og realkreditlån. I april var den gennemsnitlige tilbudte rente på 6,5 pct.

”Bankernes renter følger Nationalbankens renter ganske tæt. Derfor ser vi ikke store bevægelser i renterne lige nu, hvor bankerne og boligejerne venter på de første rentenedsættelser fra ECB og Nationalbanken”

Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker.

Både renten på andelsboliglån og boliglån er steget væsentligt siden de første rentestigninger i 2022. Renten på andelsboliglån er steget med 2,2 procentpoint, og renten på boliglån er steget med 2,6 pct.

”Bankernes renter er steget mærkbart siden sommeren 2022, men trods alt ikke lige så meget som Nationalbankens renter, der er steget med 4,2 procentpoint siden juni 2022”

Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker.

Rentestatistikken bygger på de renter, brugere af bankportalen Mybanker får tilbudt af bankerne, når de indsender en ansøgning gennem Mybanker. Analysen er baseret på flere tusinde individuelle tilbud givet hver måned.

Figur 1: Pilen peger ned for renten på andelsboliger – fortsat stilstand i renten på boliglån

Pilen peger ned for renten på andelsboliger – fortsat stilstand i renten på boliglån

Kilde: Mybanker.

 

Stor forskel på laveste og højeste tilbudte rente

Den gennemsnitlige rente dækker over mærkbare forskelle på de højeste og laveste renter, Mybankers brugere er blevet tilbudt af bankerne. I gennemsnit er der en forskel på ca. 0,5 procentpoint for andelsboliglån og knap 0,8 procentpoint for boliglån.

Har man fx bankgæld for 1,2 mio. kr. i en andelsbolig, betyder en forskel på 0,5 procentpoint en mulig besparelse på 6.000 kr. årligt.

Denne forskel er dog gennemsnittet af alle tilbud gennem Mybanker-platformen, hvor en analyse af hver enkel bruger viser, at der findes renteforskelle på over 4 procentpoint fra laveste til højeste rente på samme bruger. I april lå de højeste rentespænd på ca. 2,1 procentpoint for andelsboliglån og ca. 3,4 procentpoint for boliglån.

”Der kan være væsentlige spænd mellem de højeste og laveste renter, de forskellige banker tilbyder den enkelte potentielle bankkunde – særligt på boliglån. Som forbruger bør man derfor altid tjekke bankmarkedet ud mere bredt, end bare at spørge sin egen bank og måske en enkelt anden. Der kan være mange penge at spare”

Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker.

Figur 2: Stor forskel på de laveste og højeste renter tilbudt til Mybankers brugere

stor forskel på de laveste og højeste renter tilbudt til Mybankers brugere

Kilde: Mybanker.
Note: Rentespændet er opgjort som den gennemsnitlige forskel på den laveste og højeste rente, Mybankers brugere har fået tilbudt gennem Mybanker.

 

Bag tallene

Mybankers rentestatistik udkommer første gang i begyndelsen af maj 2024 med data frem til og med april 2024. Fremover udkommer rentestatistikken som udgangspunkt 2. hverdag efter månedsafslutning.

Rentestatistikken bygger på de renter, brugere af bankportalen Mybanker får tilbudt af bankerne, når de indsender en ansøgning gennem Mybanker. Hver bruger modtager tilbud fra op til fem banker. Ikke alle ansøgninger ender med et skift til et af de tilbydende banker, og det er ikke altid, brugerne vælger de laveste renter. Derfor er rentestatistikken ikke et udtryk for brugernes nye rente i bankerne, men de renter, bankerne tilbyder potentielt nye kunder.

Bankerne sætter bl.a. deres renter på baggrund af kundernes individuelle forhold som fx aktiver, gæld, indkomst, lånehov mv. Derfor er den gennemsnitlige rente ikke et udtryk for den rente, alle bankkunder bliver tilbudt.

Rentestatistikken dækker over flere tusinde tilbud fra bankerne hver måned til privatpersoner i Danmark. Rentetilbuddene kommer fra Mybankers partnerbanker, der tæller både små, mellemstore og store banker.

Renten er opgjort som den effektive årlige rente.

Andelsboliglån er banklån med sikkerhed i en andelsbolig. Boliglån er banklån med sikkerhed i en ejerbolig eller fritidsbolig. Det omfatter ikke de såkaldte prioritetslån eller ”realkreditlignende banklån” men derimod de boliglån, en boligejer eller -køber vil have i banken ud over realkreditlånet.

Nationalbanken offentliggør også en månedlig statistik for bankernes renter på lån til boligformål, der dog ikke kan opdeles på boliglån og andelsboliglån. Nationalbankens statistik indeholder også prioritetslån og andre realkreditlignende banklån, hvorfor renten ofte vil være lavere end i Mybankers rentestatistik, da renten på disse lån typisk er lavere.

Indhent tilbud på andelsboliglån

Fortæl os om dit behov og få personlige tilbud skræddersyet til din økonomi

Indhent tilbud