Julen varer længe, koster mange penge
December er altid årets største handelsmåned, og sidste år slog juleforbruget faktisk rekord. Vi danskere lagde sammenlagt 38,5 mia. kr. i detailhandlen i december 2023 – det højeste månedlige forbrug nogensinde.
En medskyldig til denne rekord fra sidste år er naturligvis inflationen, der især slog til i 2022, og som har skubbet prisen på juleindkøbene op i nye højder.
Inflationen er nu faldet til ro igen, men det betyder bare, at priserne har fundet sig til rette i det nye høje niveau med kun gradvise prisstigninger fra år til år. Inflationen måler priserne på alle de varer og tjenester, vi danskere bruger i gennemsnit. Og her er priserne nu 1,6 pct. højere end sidste år, men hele 11,3 pct. højere end for 3 år siden, før inflationen tog fart.
Det er selvfølgelig bare en gennemsnitsbetragtning, og nogle priser stiger fortsat meget, mens andre omvendt er begyndt at falde. Det gælder i øvrigt også for julemiddagen.
Faktisk er julestegen billigere i år. Prisen på fjerkræ er faldet med 3,8 pct. siden sidste år, mens svinekød er faldet med 1 pct. Desværre er kartoflerne steget med 14,2 pct., og hvis du bruger kartoffelchips til at skovle sovsen indenbords, er de steget med 10,1 pct.
Risalamanden er også blevet dyrere siden sidste jul, da ris nu er 8,8 pct. dyrere, mens mælken er steget med 3,8 pct.
Værst står det dog til med julegodterne, for chokolade er steget med hele 19,7 pct. siden sidste år – slik og marcipan kan du dog få for kun 4,2 pct. mere end sidste jul.
Så ja, julen koster mange penge – og i år koster den igen igen mere end sidste år.
Heldigvis er renterne faldet i år, og det kan vi så varme os ved, når vi sammenligner boliglån over julemiddagen. Glædelig jul og godt nytår fra Mybanker.