Trumps handelskrig er skidt for boligmarkedet

Trumps handelskrig er skidt for det danske boligmarked

De tre grundpiller i boligmarkedet

De store linjer på boligmarkedet tegnes grundlæggende af tre ting: Befolkningens boligpræferencer og flyttemønstre; renteudviklingen; og boligkøbernes økonomi nu og i fremtiden. Det er dog kun de to sidste, der påvirkes af den økonomiske usikkerhed skabt af Trump.

 

Renterne sender blandede signaler

Renteudviklingen har indtil videre sendt os blandede signaler. Fra ”Liberation Day” og til skrivende stund lige før påskedagene er renterne på flekslånene faldet, mens de fastforrentede låns renter er steget.

Usikkerheden på de finansielle markeder er i øjeblikket så stor, at vi sagtens kan se nye og måske modsatrettede ændringer den kommende tid.

Bevægelserne har dog indtil nu været begrænsede og vil i sig selv ikke betyde det store for boligpriserne. Men når renterne på fastforrentede lån går op, flytter udsigterne til, at 4%-lånet lukker og 3,5%-lånet bliver toneangivende, længere væk.

Som boligkøber kreditgodkendes man ud fra renten på det toneangivende fastforrentede lån, uanset om man vælger et variabelt forrentet lån. Når den faste rente så er steget, og 3,5%-lånet dermed er rykket længere væk, kommer der modvind fra denne kant til boligpriserne.

 

Handelskrigen bremser væksten – også i Danmark

Handelskrigen vil desuden betyde lavere økonomisk vækst, for den stiller store barrierer op for handlen med varer på tværs af kloden. Verdenshandelsorganisationen, WTO, har netop revideret deres skøn for væksten i den globale handel fra knap 3% vækst i år til et fald på 0,2% pga. handelskrigen.

Stigende global handel har gennem mange år været en vigtig drivkraft bag den økonomiske vækst, og det bliver nu markant mindre pga. handelskrigen. Dertil kommer, at USA står over for en kraftig svækkelse af økonomien, og måske endda recession.

Som verdens største økonomi smitter dette også af på dansk økonomi, ud over de direkte effekter af mindre handel mellem Danmark og USA.

 

Hvad betyder det for boligpriserne?

Vi står ikke overfor en truende recession i Danmark, men overfor lavere økonomisk vækst og stigende usikkerhed om økonomien. Det er entydigt negativ for boligmarkedet, og det samme er formuetabet pga. uroen på de finansielle markeder, da det kan gøre købere mere tilbageholdende.

Effekterne på boligpriserne vil ikke komme pludseligt og vil sandsynligvis ikke være voldsomme. Dansk økonomi er fortsat robust, og derfor betyder det nok ikke, at boligpriserne vil falde. Men det lægger som minimum en dæmper på de fremtidige stigninger, også selvom renterne skulle falde mere endnu.

Så uanset om man måske får lidt lavere rente på sit variabelt forrentede realkreditlån, er handelskrigen også skidt for boligmarkedet.

Har du den bedste bank til dine behov?

Gør som mange andre danskere. Indhent tilbud fra banker og se om du kan opnå besparelser eller mere fordelagtige vilkår på dit bankengagement.

Skift bank i dag