Airbnb-udlejning: Her er skattereglerne, du skal være opmærksom på
I år er det sidste år med de nuværende fradragsregler for Airbnb-udlejning. I 2018 blev der nemlig vedtaget nye skatteregler for udlejning med Airbnb. Reglerne vil dog først være fuldt implementeret i 2021, og i 2020 kan udlejerne derfor selv bestemme, om de vil benytte sig af de nye eller de gamle skatteregler.
Hvorvidt du som udlejer får mest gavn af de nye eller de gamle regler afhænger af din boligs ejendomsvurdering eller størrelsen på din husleje. Herunder giver vi dig en gennemgang af de to regelsæt, og hvordan de påvirker fradraget på din udlejningsindtægt.
De gamle regler
Med de gamle fradrags-regler får boligejere et fradrag, der svarer til 1,33 % af ejendomsværdien af deres bolig. Hvis du udlejer en andelsbolig eller lejebolig, får du fradrag på 2/3 af dine årlige udgifter til husleje/boligafgifter eksklusiv a conto varme. I begge tilfælde er bundfradraget minimum 24.000 kroner.
De nye regler
Med de nye skatteregler bliver bundfradraget det samme for alle. Bundfradraget udgør således et fast beløb på 29.300 kroner i 2020. Samtidig gælder det, at du kun skal betale skat af 60 % af de indtægter, der går ud over bundfradraget. Forudsætningen for bundfradraget er, at du lejer din bolig ud gennem et bureau – for eksempel Airbnb. Vælger du i stedet at stå for udlejningen privat, vil bundfradraget være 11.000 kroner.
Fra 2021 kan du som udlejer dog stadig vælge at benytte de gamle regler, men kun hvis du udlejer til den samme lejer i minimum fire sammenhængende måneder.
Hvad skal du vælge?
Den gamle bundfradragsmetode har især været fordelagtig for Airbnb-udlejere i de større byer, fordi ejendomsvurderingerne og huslejepriserne typisk er højest her.
Hvorvidt du skal vælge den ene eller den anden metode, når du udlejer din bolig i år, afhænger altså af, hvad din ejerbolig er vurderet til i ejendomsværdi, eller hvor høj din husleje eller boligafgift er på din andels- eller lejebolig. Herunder kan du se, hvordan bundfradraget ville se ud i forskellige situationer efter både de nye og de gamle regler:
I disse eksempler vil de nye bundfradragsregler være fordelagtige for de boliger, der har den laveste ejendomsvurdering eller årlig husleje/boligafgift. Derimod vil det gamle bundfradrag er mest fordelagtigt for de dyrere boliger.