Boligøkonomi – det handler om at træffe nogle valg
Det store valg, som mange skal træffe i en relativ ung alder er, hvor stor en del af ens budget man ønsker at bruge på sin bolig. I praksis betyder dette ofte et valg mellem størrelse af bolig og geografi. Altså, om man ønsker at bo i en mindre bolig det ’rette’ – men dyre – sted, eller om man ønsker en større bolig på en mindre dyr adresse. Valget bør afhænge af hvad man ellers ønsker at have råd til i livet.
Boligen er et vigtigt fundament for de fleste familier. Den kan fungere som den sikre og trygge base, hvorfra familiens aktiviteter udspringer gennem mange år. Og hvis man ejer boligen, kan den også fungere som en investering, der kan være med til at forsøde pensionstilværelsen. Det sidste kræver dog at boligens værdi stiger eller at man afdrager på gælden mens man bor i den.
Hvilket lån passer bedst?
Statistikken viser, at de fleste danskere kommer til at stifte bekendtskab med en ejerbolig på et tidspunkt i deres liv. Og da boligkøb er en af de største privatinvesteringer, man foretager i sit liv, kan der være mange fordele ved at sætte sig ind i de forskellige lånetyper, som banker og realkreditinstitutter tilbyder, inden man kaster sig ud i boligkøbet. For der findes mange muligheder, og der er ikke lån, der er mere rigtige end andre, men der er nogle, der er mere fleksible end andre og nogle, der er dyrere end andre.
Det er i denne forbindelse, at man skal finde ud af i hvilken grad boligøkonomien skal påvirke hverdagsbudgettet, så man får mulighed for at skabe sig den tilværelse, man ønsker – eller så tæt på som muligt.
Læs mere her om hvordan du finansierer din bolig
Find en bank, der passer til dig
God rådgivning kan være afgørende for at man får tilpasset finansieringen af boligen til familiens økonomi. Derfor gælder det om at finde en bank, der er i stand til at sætte sig ind i boligøkonomien for den specifikke familie. Det kan man blandt andet gøre ved at indhente tilbud fra forskellige banker og gennem dem vurdere, om pågældende bank har formået at give et tilbud, der passer til familiens budget.
Realkreditlån kan give langsigtet tryghed
Med realkreditsystemet har Danmark en af verdens billigste lånetyper for boliginvestering. Derfor vælger mange boligejere at søge blandt realkreditlånene, når de leder efter finansiering af de 80% af boligens værdi, som et realkreditlån kan dække. Realkreditlån kan løbe op til 30 år, og hvis boligejeren vedligeholder alle ydelserne, kan lånet ikke opsiges fra bankens eller realkreditinstituttets side. Dermed giver realkreditsystemet mulighed for at man kender sin boligøkonomi i mange år frem, hvis man vælger et realkreditlån med en fast rente og bliver boende i boligen.
Fleksible rentesatser og mulighed for afdragsfrihed
Det er dog langt fra alle familier, der bliver i samme bolig fra de er midt i 30’erne til de er fyldt 80. Derfor er det ikke sikkert, at et lån med fast rente i 30 år er den bedste løsning, hvis man flytter til en ny bolig efter f.eks. 10 år. Derfor kan realkreditlån, hvor man kan beholde den lange løbetid, men hvor renten fastsættes f.eks. hvert 3. eller 5. år, og hvor man samtidig kan vælge afdragsfrihed i nogle perioder, passe bedre til familien. Variabel rente og afdragsfrihed har hjulpet mange familier de senere år til at få en billigere ydelse i en periode. Dermed har de fået mulighed for at bruge penge på andre ting, som rejser, bil eller at nedbringe anden gæld.
Som alternativ til realkreditlånene, tilbyder bankerne også en række boliglån, der har mere fleksibilitet end realkreditlånet, men hvor fleksibiliteten også gør lånet en anelse dyrere.
Der er altså mange finansieringsmuligheder og det kan være svært at vide, hvad der passer bedst til den specifikke boligejer. Netop derfor kan den rette rådgivning være en stor hjælp.