Hvad hvis din bank fusionerer eller bliver solgt?
Under finanskrisen skyldtes faldet i antallet af banker, at en del af dem gik konkurs (bl.a. Roskilde Bank og Amagerbanken), men siden finanskrisen har faldet i antal banker mest været på grund af fusioner og salg. Overordnet set skyldes det at der siden, og på grund af, finanskrisen er kommet flere regler om kontrol med bl.a. hvidvask og terrorfinansiering, større krav til kapital, IT-systemer, GDPR-regler m.m. Alt sammen bidrager det til, at det er blevet dyrere at drive en bank.
Det har flere, bl.a. Alm. Brand Bank, taget konsekvensen af og er enten fusioneret eller blevet solgt. Senest meddelte Handelsbanken, der har hovedsæde i Sverige, tirsdag aften (19/10-2021), at de ønsker at sælge deres bankfilialer i Danmark og Finland.
Hvad sker der med Handelsbankens kunder?
Handelsbanken er stor i Danmark, og salget vil således ramme en lang række kunder, der vil få ”ny bank”, når Handelsbanken sælges. Men hvad sker der, når din bank fusionerer eller skifter ejer og hvilke muligheder, har du som kunde?
Det er endnu ikke afgjort, hvem der køber Handelsbankens filialer i Danmark, men ikke overraskende vil den nye ejer eller fusionspartner til en bank generelt være interesseret i at beholde kunderne. Du skal dog være opmærksom på at en af grundende til købet/fusionen er, at den nye bank kan høste ”synergier”, hvilket på dansk betyder lavere omkostninger pr. kunde og/eller større indtjening pr. kunde. Dine vilkår, rådgiver, netbank, mm. kan altså ændre sig i fremtiden.
Skal du have ny netbank og rådgiver?
Et opkøb eller fusion er en stor opgave for organisationen, IT-systemer etc., så der er altid en risiko for, at nogle kunder ”tabes på gulvet”.
Afhængig af hvem din bank bliver solgt til eller fusionerer med, kan du risikere at skulle have ny netbank, såfremt den nye bank benytter en anden IT-platform end din nuværende bank. I Danmark har Nordea og Danske Bank deres egen IT-platform, mens de øvrige banker benytter et datacenter, der laver IT-løsninger til flere banker på en gang. Bliver din bank f.eks. fusioneret med eller solgt til en bank med en anden IT-løsning, skal du have helt ny netbank.
Det er på samme måde ikke usandsynligt, at du skal have ny rådgiver. Det er ikke en selvfølge, at din rådgiver vil forsætte i samme job, eller med samme kundeportefølje under et nyt navn. Førnævnte synergier kan nemt omfatte, at eksisterende kunder bliver omfordelt til andre rådgivere hos den bank, der opkøber en anden.
Hvad sker der med dine lån?
Realkreditlån bliver ikke påvirket af, at du får ny bank, og generelt skal du ikke være bange for, at dine lån bliver opsagt. Men renter, gebyrer og priser på de lån, kreditter, opsparing og investeringer du har i banken kan ændres, når du får ny bank. Som kunde skal du derfor gøre op med dig selv, om du vil med på en delvis ukendt rejse til den nye bank, eller om du selv, med det samme, skal finde en anden bank du ved opfylder dine behov og til en ”god pris”.
Uanset om antallet af banker i Danmark er faldende, er der stadig mange banker at vælge imellem. Det betyder også, at det stadig kan betale sig at undersøge bankmarkedet. Hvis du ønsker at skifte bank, samarbejder Mybanker med mere end 30 danske pengeinstitutter i vores gratis skift bank service.