Hvorfor stiger renten så hurtigt netop nu?

Renten på danske realkreditobligationer (og dermed renten på realkreditlån til boligkøb) steg kraftigt i sidste uge. På samme tid kom engelske pensionsselskaber i problemer, fordi renten steg, og det fik renten til at stige endnu mere. Sammenhængen skyldes, paradoksalt nok, mekanismer i nogle af de finansielle aftaler, der benyttes til at sikre mod risiko. Når markedsudsving bliver for store, skaber disse aftaler i sig selv endnu mere risiko.

Til de nørdede

De aftaler, der er tale om kaldes ”afledte instrumenter” eller ”derivater”. Det er aftaler, hvor der ikke handles noget nu, men senere. Samme slags aftale, som hvis man laver en fastkursaftale på udbetaling af et realkreditlån. Det er i udgangspunktet meget fornuftige og nyttige aftaler, der hjælper mange med at sikre f.eks. indtjeningen i et vindmølleprojekt. Men ved store udsving, og deraf følgende store krav til sikkerhed, går nogle af disse derivater fra at være en del af løsningen, til at være en del af problemet.

Men det er ikke kun i markedet for obligationer og renter, det gør sig gældende, det sker f.eks. også i energimarkedet.

 

Regeringen stiller garantier for elselskaber

I sidste måned gik regeringen ind og stillede garantier over for elselskaberne på 100 mia. kr., eller mere end 20.000 kr. pr. skatteborger. Det er ikke, fordi elselskaberne er ved at gå konkurs, at de har brug for statsgarantier, men grundet den måde, nogle af deres finansielle aftaler er bygget op på.

Et vindmølleprojekt kan f.eks. bestå af et lån til at bygge en vindmølle, der betales med indtægterne fra den strøm vindmøllen producere. For at sikre stabil økonomi i projektet, sker det ofte, at man sælger strømmen fra vindmøllen på ”forhånd” lang tid frem. Det sker ved at indgå en aftale med forbrugere af strøm om at sælge x antal kilowatt-timer til en fast aftalt pris.

Hvis aftalen blev indgået for to år siden, kunne prisen være f.eks. 40 øre pr. kilowatt-time. I dag er prisen 300 øre pr. kilowatt-time, og det gør køberne af strømmen nervøse. Hvis vindmølleejeren ikke leverer den lovede strøm til 40 øre pr. kWh, skal de i stedet købe den til 300 øre pr. kWh. Samtidig vil vindmølleejeren, hvis han løber fra aftalen, kunne sælge sin strøm til 300 øre pr. kWh og dermed tjene mange flere penge. Køberne kræver derfor, at vindmølleejeren stiller sikkerhed, i form af kontanter, for forskellen mellem den aftalte pris og markedsprisen.

De penge har vindmølleproducenten ikke, og derfor blev det nødvendigt med en statsgaranti, så vindmølleejeren kan låne de penge, der skal stilles i garanti for aftalerne. Der er i princippet ikke nogen, der tjener på denne sikkerhed, men ved store udsving i elpriserne, kan den sikkerhed, der skal stilles, blive meget stor.

 

Pensionsselskaber skal også stille garanti – og det koster

Princippet med at stille sikkerhed findes i stort set alle aftaler på de finansielle markeder. Således også når pensionsselskaber laver aftaler om at låse renten på deres forpligtigelser til pensionsopsparerne. Ved at låse renten sikrer pensionsselskaberne sig, at de kan betale de kommende pensionister, det de har lovet.

Men når renten stiger så hurtigt, som den gør nu, skal pensionsselskaberne stille sikkerhed for forskellen mellem den rente, de har låst sig fast på, og den højere rente, der er nu. 

Nationalbanken regnede i 2019 ud, at hver gang renten stiger med et procentpoint, skal pensionsselskaberne stille 100 mia. kr. i sikkerhed. Denne sikkerhed skal være i kontanter og/eller i værdipapirer, der er meget lette at sælge, f.eks. statsobligationer.

Mange pensionsselskaber har ikke så mange penge i banken og er derfor tvunget til at sælge værdipapirer for at skaffe penge til sikkerhed. De papirer, de har at sælge er ofte realkreditobligationer, og det er en af de væsentlige grunde til, at realkreditrenten er steget så meget de seneste uger. Jo flere obligationer pensionsselskaberne skal sælge, jo mere falder prisen, og jo mere stiger renten også. Når renten stiger endnu mere, skal der stilles endnu mere sikkerhed. Det er en ond spiral, der i sig selv er med til at forstærke problemet.

 

Problemet rammer også boligkøbere

I England blev problemet så stort, at den engelske nationalbank blev nødt til at ”støtte opkøbe” de obligationer, som pensionsselskaberne blev tvunget til at sælge for at skaffe penge til sikkerhed. At ”bytte” obligationer for kontanter er ikke, hvad en nationalbank drømmer om, når inflationen er høj og stadig stigende.

Betydningen af alt dette rammer også boligkøbere på flere måder. Renten på realkreditlån er højere, end den måske behøvede at være, og de store udsving i renten, gør det usikkert at være boligkøber, da ydelsen, man skal betale, kan flytte sig meget, fra man bliver godkendt i banken, til boligkøbet er en realitet.