Marlene Nørgaard Carolus

Kronik: Et ÅOP-loft vil være symptombehandling

Finans Danmarks intentioner er gode, men et ÅOP-loft er ikke løsningen på, at mange ender med ubetalelige lån. Der mangler nuancer. 

Hvordan hjælper man bedst almindelige danskere med at kunne forstå og overskue prisen på et lån? Det er et tilbagevendende spørgsmål, hvis relevans atter blev tydeligt for nylig, hvor Østre Landsret vurderede, at det var lovligt for en låneudbyder at udbyde et lån på 759% i årlig omkostning. Senest har Finans Danmark også forholdt sig til problematikken ved at foreslå et loft på ÅOP.

Hvis en trecifret omkostningsprocent ikke virker afskrækkende for en person, der ønsker at låne penge, så kunne man tro, at vedkommende enten er desperat eller forholdsvis uvidende om hvilken dårlig forretning vedkommende er ved at indgå i.

Hvis personen er desperat, så er et af markedets dyreste lån sjældent den rette løsning på længere sigt, og det kan diskuteres om lånet skal gives til en person, der formodentlig har fået afslag i banken. Hvis det er uvidenhed, der er årsagen, så er der brug for yderligere information og gennemsigtighed om priserne på finansielle ydelser.

 

Diskussion med flere nuancer

Afgørelse fra Østre Landsret og udmeldingen fra Finans Danmark om at sætte loft på ÅOP, puster atter til debatten om at forhindre, at man bliver fanget i meget dyre lån. Men debatten bør være mere nuanceret end at sætte sig fast på et loft på ÅOP.

For selvom ÅOP er den standard, som man skal forholde sig til for at vurdere prisen på et lån, så bliver den påvirket af løbetiden på lånet. Det vil sige, at et lån med lang løbetid generelt vil have en lavere ÅOP end et tilsvarende lån med kort løbetid, da etableringsomkostningerne skal fordeles over løbetiden. Ulempen ved dette er, at man risikerer at betale på et lån i længere tid, end hvad der er nødvendigt, hvis man har pengene, blot for at få en lavere ÅOP. Og den ekstra løbetid betyder også, at der skal betales renter i en længere periode.

 

Det konkrete eksempel

Det kan illustreres med dette eksempel: Hvis man vil låne 2.000 kr. til 12% i rente (Pålydende rente, tilskrives hvert kvartal) i 6 måneder og betaler 300 kr. for at oprette lånet, vil ÅOP være 99,6%. Hvis man derimod vælger en løbetid på 5 år, vil ÅOP falde til 21,1%. Det vil sige, at anbefalingen typisk vil være, at man skal vælge løbetiden på 5 år, fordi det har lavest ÅOP. Problemet med dette er, at man i løbet af 5 år ender med at betale knap 3.000 kr. tilbage for lånet, mens man på 6 måneder kun betaler knap 2.400 kr. tilbage på lånet. Hvis man ved, at man har pengene til rådighed efter 6 måneder, vil det altså være billigst at betale lånet tilbage på det tidspunkt i stedet for at vente 5 år.

Problemstillingen bliver endnu tydeligere jo højere beløb, man låner. Hvis man låner 30.000 kr. med de samme betingelser, er ÅOP 16,5% for 6 måneder og 13% for 5 års løbetid. I dette tilfælde står valget mellem at skulle betale omkring 31.046 kr. tilbage i løbet af 6 måneder eller omkring 39.930 kr. i løbet af 5 år.

 

ÅOP med forskellige grænser

Der kan bestemt være meget fornuft i at sætte maksimale grænser for ÅOP, men Mybankers holdning har længe været, at hvis der skal indføres en max-grænse for ÅOP, hjælper man låntagerne bedre ved at kombinere det ved at lave forskellige ÅOP-grænser afhængigt af løbetid, sikkerhedsstillelse og lånestørrelse. Derved kan man stadig optage de lånestørrelser og lånetyper, som man har behov for, og man undgår at komme i en situation, hvor man skal låne mere eller i længere tid, end man egentlig har lyst til, blot fordi der skal være en ÅOP-grænse.

Mange af de dyre lån bliver udstedt til personer, der måske ikke burde have dem, fordi deres evne til at tilbagebetale lånet er meget lille, og som måske allerede har fået afslag i banken. Hvis man skal adressere denne problemstilling, skal løsningen findes andre steder. Hvis f.eks. banker, finansieringsselskaber m.v. havde pligt til at indberette inkassogæld til SKAT, og hvis gælden samtidig vedbliver med at stå på folks årsopgørelse fra SKAT indtil gælden er tilbagebetalt, vil en kreditvurdering af personens økonomi hurtigere afsløre om lånet skal ydes.

Derved vil man kunne undgå, at personer forgælder sig på en sådan måde, at de ikke kan se, hvordan de nogensinde skal kunne komme ovenpå igen.

 

Ingen kviklån og dyre ÅOP-lån på Mybankers lister

Mybanker har gennem mange år arbejdet for åbenhed og prisgennemsigtighed i den finansielle sektor. Vi vil fortsat arbejde med at bygge bro mellem den finansielle sektor og dens kunder ved blandt andet at have fokus på Return-on-Integrity. Vi har taget stilling til ikke at vise kviklån på vores sammenligningslister, og de forbrugslån, som vi viser på vores site, lever op til en række krav om minimums ÅOP i forhold til beløb og løbetid. Vi vil gerne bidrage til at meningen med ordet ’ordentlighed’ bliver styrket – til gavn for borgere, samfund og sektor.