Lavere rente til boligkøbere end boligejere

Som noget nyt ser vi nu også, at der er kommet en mærkbar forskel på renten på boliglån i banken (den såkaldte efterfinansiering), som bankerne tilbyder til hhv. boligkøbere og til boligejere, der ønsker et nyt lån i en eksisterende bolig.

I de tilbud, bankerne har givet igennem Mybankers skift-banktjeneste, er den gennemsnitlige rente på banklån til boligkøb faldet fra ca. 6,5 pct. til 4,2 pct. i november. Den gennemsnitligt tilbudte rente på lån i en eksisterende bolig (enten refinansiering af eksisterende lån eller nyt lån til fx renovering eller andet med pant i boligen) er faldet fra ca. 6,7 pct. til knap 5 pct. Forskellen er altså steget fra ca. 0,1 procentpoint til 0,7 procentpoint.

Forskellen på den gennemsnitlige rente mellem de to typer lån kan skyldes to forhold. Den ene mulighed er, at bankerne med de laveste renter giver flere tilbud på lån til boligkøb end på lån i eksisterende bolig, hvormed de trækker den gennemsnitlige boligkøbsrente ned. Den anden mulighed er, at de enkelte banker er begyndt at differentiere renterne mellem boligkøb og lån i eksisterende bolig mere end tidligere.

 

Begge dele gør sig faktisk gældende, og vi ser, at flere banker differentierer renterne, og mange differentierer mere end tidligere.

Ser vi først på andelen af Mybankers partnerbanker, der giver en lavere rente til boligkøb end lån i eksisterende bolig, er denne steget fra ca. 20 pct. i 2021 til halvdelen i efteråret 2023. Herefter faldt den til 30 pct. frem til forsommeren 2024, for igen at stige til ca. halvdelen i månederne efter, hvor bankernes rentesænkninger for alvor tog fat. De fleste af de resterende banker tilbyder samme renter til begge typer lån.

Ser vi samtidig på det uvægtede gennemsnit af bankernes renter på lån til hhv. boligkøb eller boliglån i eksisterende bolig, får vi et billede af, om de enkelte banker differentierer renterne på de to typer lån mere end tidligere. Dette gennemsnit påvirkes nemlig ikke af, om enkelte banker fylder meget eller lidt i vores opgørelse, modsat gennemsnittene i figuren oven for.

Nedenfor viser vi derfor det uvægtede gennemsnit af renteforskellen på de to lån på tværs af Mybankers partnerbanker. En stigning i denne forskel vil således indikere, at flere banker giver en lavere rente til boligkøb og/eller at renteforskellen er blevet større.

Vi ser faktisk, at frem mod begyndelsen af 2023 tilbød bankerne i gennemsnit en højere rente på boligkøb end på lån i eksisterende bolig, hvorefter dette vendte til en lavere rente på boligkøb. Forskellen var dog relativt lille frem til forsommeren 2024. Herefter skete der en synlig stigning i den uvægtede gennemsnitlige forskel i de måneder, hvor der skete store ændringer i bankernes renter, hvilket altså skyldes, at flere banker differentierer, og de differentierer mere mellem de to typer lån.

 

Forsommeren 2024 var præget af en rentekrig, hvor bankerne satte renterne på boliglån markant ned, og her valgte en række banker at sænke renten mere på boligkøb end på lån i eksisterende boliger, som vi også ser i vores opgørelse.

En undersøgelse fra Finans Danmark har desuden vist, at særligt førstegangskøbere er mere tilbøjelige til at skifte bank end andre[1]. Når bankerne sænker renten mere for boligkøbere end boligejere skyldes det altså sandsynligvis, at det er nemmere at tiltrække boligkøbere som nye kunder end boligejere.

[1] https://finansdanmark.dk/media/syghygy0/kundemobilitet_dk.pdf

 

 

Har du det bedste realkreditlån?

Tjek om du har det bedste realkreditlån. Få tilbud på dit realkreditlån når du skifter bank.

Indhent tilbud