Rentestatistik for juli 2024

Den gennemsnitlige tilbudte rente på boliglån i banken – den såkaldte efterfinansiering – faldt med 0,3 procentpoint til 4,9 pct. i juli. Dermed er renten faldet med 1,7 procentpoint siden den toppede i februar i år.

”Der er en imponerende fart på faldet i bankernes renter på boliglån, der for alvor begyndte i maj måned. På tre måneder har bankerne nu sat renten lige så meget ned, som det tog dem 16 måneder at sætte den op fra oktober 2022 til februar i år. Der er altså hård konkurrence om at tiltrække nye boligkunder lige nu”
siger Mybankers cheføkonom Jens Hjarsbech.

Priskrigen har i høj grad været fokuseret på banklån til ejerboliger, men bankerne tilbyder også lavere og lavere renter på lån til andelsboliger. Den gennemsnitlige rente, Mybankers brugere blev tilbudt til andelsboliglån, faldt 0,1 procentpoint i juli til 4,7 pct. Det er den laveste rente siden januar 2023.

”Flere banker har i øvrigt annonceret rentefald, der først træder i kraft i august – både på andelsboliglån og boliglån. Vi har med andre ord endnu ikke set de sidste rentefald i denne omgang”
siger Jens Hjarsbech.

Nye rentefald i juli måned

Kilde: Mybanker.

Stadig stor forskel på laveste og højeste tilbudte rente

Den gennemsnitlige rente dækker over mærkbare forskelle på de højeste og laveste renter, Mybankers brugere er blevet tilbudt af bankerne. I gennemsnit var der en forskel på 1,2 procentpoint for boliglån og 0,3 procentpoint for andelsboliglån på de renter, bankerne tilbød Mybankers brugere i juli. For boliglån er det dog en noget lavere forskel end vi så i juni, hvor forskellen var helt oppe i 1,7 procentpoint.

Nogle brugere har endda oplevet forskelle på de højeste og laveste tilbudte boliglånsrenter på helt op til 4,5 procentpoint.

”Bankerne har gradvist meldt sig ind i priskrigen på boliglån. Derfor er det ikke overraskende, at der er lidt lavere forskelle på de tilbudte renter i juli end i juni, for flere er nu kommet med. Men den fortsatte store forskel viser jo, at man som bankkunde skal huske at indhente tilbud fra mere end én bank, for der kan være rigtig mange penge at spare ved at se sig om”
siger Jens Hjarsbech.

Køber man en ejerbolig til 4 mio. kr. og finansierer 15 pct. med banklån, betyder den gennemsnitlige forskel på 1,2 procentpoint en mulig besparelse på ca. 7.000 kr. i lånets første år.

Stor forskel på de laveste og højeste renter tilbudt til Mybankers brugere

Kilde: Mybanker.

Note: Rentespændet er opgjort som den gennemsnitlige forskel på den laveste og højeste rente, Mybankers burgere har fået tilbudt gennem Mybanker.

 

Bag tallene

Mybankers rentestatistik bygger på de renter, brugere af bankportalen Mybanker får tilbudt af bankerne, når de indsender en ansøgning gennem Mybanker. Hver bruger modtager tilbud fra op til fem banker. Ikke alle ansøgninger ender med et skift til et af de tilbydende banker, og det er ikke altid, brugerne vælger de laveste renter. Derfor er rentestatistikken ikke et udtryk for brugernes nye rente i bankerne, men de renter, bankerne tilbyder potentielt nye kunder.

Bankerne sætter bl.a. deres renter på baggrund af kundernes individuelle forhold som fx aktiver, gæld, indkomst, lånehov mv. Derfor er den gennemsnitlige rente ikke et udtryk for den rente, alle bankkunder bliver tilbudt.

Rentestatistikken dækker over flere tusinde tilbud fra bankerne hver måned til privatpersoner i Danmark. Rentetilbuddene kommer fra Mybankers partnerbanker, der tæller både små, mellemstore og store banker.

Renten er opgjort som den effektive årlige rente.

Andelsboliglån er banklån med sikkerhed i en andelsbolig. Boliglån er banklån med sikkerhed i en ejerbolig eller fritidsbolig. Det omfatter ikke prioritetslån eller ”realkreditlignende banklån” men derimod de boliglån, en boligejer eller -køber vil have i banken ud over realkreditlånet (såkaldt efterfinansiering).

Nationalbanken offentliggør også en månedlig statistik for bankernes renter på lån til boligformål, der dog ikke kan opdeles på boliglån og andelsboliglån. Nationalbankens statistik indeholder også prioritetslån og andre realkreditlignende banklån, hvorfor renten ofte vil være lavere end i Mybankers rentestatistik, da renten på disse lån typisk er lavere.

Mybankers rentestatistik udkom første gang i begyndelsen af maj 2024 og udkommer som udgangspunkt 2. hverdag efter månedsafslutning.

Indhent tilbud på boliglån

Gør som 300.000+ danskere. Indhent tilbud med Mybanker og find den bedste bank og rådgiver for dig

Indhent tilbud