Ny bil? – Sådan finder du det bedste billån
Opdateret 8. september 2021
For at finde det billigste billån, har vi sammenlignet to billån med løbetid på 7 år fra Diba (som er et af markedets billigste) og et realkreditlån fra Totalkredit på 0%. Realkreditlånet kan være en mulighed, hvis man har tilstrækkelig friværdi i sin ejerbolig.
Bedst stillet ved lån i friværdien
Selvom der kan tilbydes nogle attraktive renter på billån og mc-lån, kan det være en god ide at tjekke, om man har friværdi i sin bolig. Det er nemlig ved at låne i friværdien at man finder den bedste bilfinansiering. Som det fremgår af nedenstående tabel, er det billigere at låne til en ny bil, hvis det gøres gennem friværdien, både ved bilen til 300.000 og til 150.000 kr. Dette skyldes blandt andet, at renten på nogle realkreditlån er meget lave, og at bidragssatsen er lavere, når man afdrager på lånet.
Ved at tage lån i friværdien opnår man i begge tilfælde en ÅOP omkring eller lavere end 4%, og billigst ved optagelse af et 300.000 kr. lån. Dette skyldes, at startomkostningerne udgør en mindre del af det samlede låneprovenu, hvorfor at ÅOP´en bliver lavere. Jo mere friværdi, jo billigere bliver lånet, da bidragssatsen falder jo mere friværdi, der er i boligen. Det vil sige, at lånet bliver billigere, hvis man er under f.eks. 60% i belåningsgrad i forhold til de 80% belåningsgrad, som er brugt i artiklens eksempel.
En af forskellene mellem et realkreditlån og et billån er at ved realkreditlånet, tager banken pant i ejerboligen, hvor et billån tager pant i bilen. Det betyder, at stempelafgiften på realkreditlånet kan genbruges når lånet er betalt ud og evt. bruges til finansiering af næste bil. Dermed bliver de samlede kreditomkostninger ved køb af næste bil til 300.000 kr omkring 6.500 kr lavere.
Læs også: Firmabil eller privatbil: Hvad kan bedst betale sig for dig i 2024?
Andre låntyper
Hvis man ikke har mulighed for at låne i friværdien, er der stadig attraktive lån tilgængelige. Det er vigtigt at man som forbruger kigger på alle omkostningerne og ikke blot kigger på renten, da etableringsomkostningerne kan favorisere nogle lån frem for andre. Derfor er ÅOP en god måde at sammenligne de samlede omkostninger på lånene i mellem.
Som tommelfingerregel kan man kigge på hvor tæt ÅOP ligger på renten på lånet. Jo tættere de to tal er på hinanden, jo lavere er etableringsomkostningerne i forhold til lånets størrelse.
Det er også muligt at optage et F5 lån. Det er billigere end det fastforrentede realkreditlån, men lånet skal refinansieres efter 5 år til en rente, som man ikke kender før tidspunktet for refinansiering. En rentestigning vil naturligvis gøre lånet dyrere i de sidste to år. Det er i dette tilfælde derfor svært at sige, hvad der er det bedste billån.
Note: Løbetiden på lånene er 7 år. Belåningsgraden på realkreditlånet er 80%, huset er vurderet til 3 millioner kr. og med restgæld på 2,1 millioner kr. for lån af 300.000 kr. og 2,25 millioner for lån af 150.000 kr. På billånene er der en udbetalingsprocent på 0 eller 20%. De samlede kreditomkostninger omfatter: Låneoprettelse, tinglysning af pant, samlede renter og kurstab.
Diba
300.000 kr. | Debitor rente | ÅOP | Samlede kreditomkostninger |
---|---|---|---|
0% i udbetaling | 4,54% | 5,9% | 65.746 kr. |
20% i udbetaling | 1,76% | 3,2% | 28.478 kr. |
Diba
150.000 kr. | Debitor rente | ÅOP | Samlede kreditomkostninger |
---|---|---|---|
0% i udbetaling | 4,54% | 6,30% | 34.782 kr. |
20% i udbetaling | 1,76% | 3,7% | 16.174 kr. |
Lån i friværdi (Totalkredit)
300.000 kr. | Debitor rente | ÅOP | Samlede kreditomkostninger |
---|---|---|---|
Fast rente m. afdrag | 0% | 2,91% | 29.921 kr. |
Lån i friværdi (Totalkredit)
150.000 kr. | Debitor rente | ÅOP | Samlede kreditomkostninger |
---|---|---|---|
Fast rente m. afdrag | 0% | 3,97% | 19.825 kr. |