Nyt om renter og Corona-krisen

Hvad betyder situationen for renterne efter corona for dig?

 

Renteudviklingen

I ”normale” kriser sker der som regel det, at investorer, der trækker penge ud af f.eks. faldende aktiemarkeder, i stedet sætter deres penge i mindre risikofyldte aktiver – typisk AAA ratede obligationer, statsobligationer eller japanske yen. Hvis krisen er stor nok, sker der også ofte det, at guld stiger i pris. Guld betragtes traditionelt som en god sikring i krisetider.

 

I begyndelsen af Corona-krisen var alt som det ”plejer”. En forventet afdæmpning i økonomien gav faldende aktiekurser og lavere renter. Den amerikanske centralbank satte renten ned i weekenden og lovede, på linje med den europæiske centralbank, at tilføre likviditet til markedet. Det tyske DAX aktieindeks faldt således i perioden fra den 19/2 til den 9/3 fra 13.789 til 10.625 (et fald på 23%). I samme periode faldt renten på tyske 10-årige statsobligationer fra -0,42% til -0,85%. Men den seneste uge er verden vendt på hovedet.

 

I perioden fra den 9/3 til den 18/3 faldt DAX yderligere fra 10.625 til 8.560 (24%). Dog steg renten på tyske 10-årige statsobligationer fra -0,85% til -0,27%. I den seneste uge er prisen på guld derudover faldet med tæt på 10%.

 

renteudviklingen

 

Mulige konsekvenser

Men hvad er der sket efter den 9/3, siden den traditionelle visdom om kriseadfærd er ”ubrugelig”? Ingen kender det præcise svar men blandt årsagerne er:

 

  • Krisen er så alvorlig og usikkerheden så stor, at mange markedsdeltagere har trukket sig ud af markedet og solgt til fordel for kontanter. Der er ikke nogen, der tør gå imod markedet, og hvis der ikke er nogen, der vil købe, kan prisen falde lige så langt det skal være, uanset om det virker fornuftigt eller ej.

 

  • Hvis man som investor, virksomhed eller bank skal bruge penge, forsøger man først at sælge det, man gerne vil. Men hvis der ikke er nogen købere, eller prisen er for lav, må man i stedet sælge det, man kan. Samtidig forsøger man at sælge det, der relativt giver den bedste pris (det mindste tab). Hvis aktierne er faldet med 30%, kan det derfor godt være, at danske realkreditobligationer virker mere interessante at sælge, selvom det virker irrationelt.

 

  • Krisen kommer til at koste mange penge, og mange virksomheder- måske sågar stater – kan blive udfordret på deres kreditværdighed. Hvis risikoen for at man ikke får sine penge tilbage på obligationer stiger, vil kursen falde, uanset at renten ”egentlig burde stige”. Det samme sker, hvis der pludselig opstår behov for, at virksomheder og stater låner en masse penge for at klare krisen.

 

Hvad betyder situationen for renterne efter corona for dig?

For boligkøbere og folk, der skal hjemtage lån, betyder det, at renterne efter corona er steget på realkreditlån til boligkøb. I kroner har det størst betydning for lån med fast rente, hvor kursen på 30-årige obligationer med en nominel rente på 0,5%, på kort tid er faldet fra ca. 98 til ca. 91. Dermed skal man betale ca. 140.000 kr. mere i afdrag for at låne 2 millioner kroner. Det er mange penge.

 

På lån med variabel rente er kursen også faldet (renten er steget). Hvis man er ved at hjemtage lån, der ikke er kurssikret, er det derfor en god ide at tjekke endnu en gang, om man har det rigtige lån. Det er f.eks. ikke interessant at optage fastforrentede realkreditlån på kurs 91, medmindre man tror, at renten stiger yderligere herfra.

 

Hvis man allerede har et 0,5% lån, eller har kurssikring på et, kan der være penge at tjene ved at omlægge eller ændre sit valg af lån.

 

Hvis man tror, at renten vil falde igen, når krisen er ovre, er det en mulighed for låntagere enten at tage et fastforrentet lån tæt på kurs 100 – det kunne f.eks. være et 30-årigt lån med en nominel rente på 1,5% – eller et variabelt forrentet lån med hyppig rentetilpasning f.eks. et F1 lån. Dette kan man så lægge om når renten er faldet igen, men det er naturligvis ikke uden omkostninger.

 

Nedenfor plejer vi at have en tabel med forventninger til renteudvikling de næste 18-24 måneder. Denne er dog udeladt i lyset af markedets umiddelbare tilstand

 

Hold dig opdateret på Corona-virussen og dens betydning for din privatøkonomi.

 

Har du den bedste bank?

Gør som 300.000+ danskere. Indhent tilbud med Mybanker og find den bedste bank og rådgiver for dig

Indhent tilbud