Prisen på andelsboliger kan ændre sig markant
Her får du en gennemgang af status på, hvad ændringen i lovgivningen betyder for dig – helt uden politik, partsindlæg og spin.
Sådan bliver andelsboligen prissat
En andelsboligforening er en forening, hvor medlemmerne – altså andelshaverne – i fællesskab køber og ejer en udlejningsejendom. Hvert medlem har et andelsbevis. Andelsbeviset giver adgang til at bebo en af boligerne. Der er i princippet fri prisfastsættelse på andelsbeviset, men der er dog en lovfastsat maksimal pris – andelskronen. I realiteten er der tre forskellige maksimalpriser, og den enkelte andelsboligforening kan selv bestemme, hvilken de ønsker at anvende:
- Anskaffelsesprisen for ejendommen
- Den offentlige vurdering af ejendommen
- En valuarvurdering af ejendommen
Mange andelsboligforeninger bruger valuarvurdering, da det som regel er den, der giver den højeste værdi.
Læs også: Køb af andelsbolig-sådan fastsættes prisen.
Ændringer i lovgivningen
Ændringer i boligreguleringslovens §5 stk. 2 betyder, at boligudlejere ikke længere kan opkøbe boliger, sætte dem i stand og hæve huslejen. Med de nye regler skal udlejerne vente 5 år, før de må hæve huslejen. Det er for at sætte en stopper for den boligspekulation, der er foregået særligt i København, hvor bl.a. udenlandske kapitalfonde har opkøbt billige lejeboliger.
Andelsboliger bliver i med en valuarvurdering vurderet efter samme princip som lejeboliger. For hvis andelsboligen går konkurs, skal realkreditinstituttet, eller andre panthavere, kunne sælge den som lejebolig for at få pengene ind. Og det er her, at al snakken om lejeboliger kommer ind.
Fordi boligreguleringsloven nu sætter begrænsninger for, hvad en udlejer må tage i husleje, bliver det mindre attraktivt at investere i udlejningsejendomme, og derfor vil prisen sandsynligvis falde. Hvis priserne falder på udlejningsejendomme, betyder det at en valuarvurdering, der skal udtrykke værdien af en ejendom som udlejningsejendom, også vil falde. Dermed falder den lovlige maksimalpris på den enkelte andelsbolig.
Andelsboligens pris – Maksimalprisen kan fastfryses
Mange andelsboliger bliver i dag handlet til maksimalprisen. Et fald i andelsboligforeningens valuarvurdering betyder et fald i, hvor meget en andelshaver maksimalt må sælge sin andel for. Som en del af lovændringen bliver det muligt for andelsboligforeninger at fastfryse maksimalprisen på det niveau, som den eksisterende valuarvurdering har sat. På denne måde fastholdes en høj pris på andelsboliger – det der kaldes andelskronen – men det garanterer ikke, at andelsboligen rent faktisk kan sælges til den pris. Det afhænger af udbud og efterspørgsel.
Bankerne nedjusterer prisen
Når banker låner penge til køb af et andelsbevis, ser banken på, hvad bygningen kan sælges for, hvis andelsforeningen skulle gå konkurs. Hvis værdien falder, på grund af ændringer i boligreguleringsloven, vil bankerne enten låne et mindre beløb til dem, der vil købe en andelsbolig eller tage mere i rente.
Uanset hvordan banken vælger at gribe det an, betyder det, at det kan blive dyrere og sværere at få et lån til at købe en andelsbolig for.
Den politiske aftale om at ændre loven er ikke vedtaget endnu. Indtil det sker, kan der komme tilføjelser og ændringer, der kan understøtte andelsmarkedet, så man undgår et prisfald i andelsboliger.
Ønsker du at blive klogere på køb af andelsbolig så læs mere her