Ophør af samliv – regler ved overdragelse af andel og lån

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Sofie1234Forfatter
    Indlæg
  • #96290
    Sofie1234Forfatter

    Hej,

    min eks og jeg har en andelslejlighed sammen, men da vi er gået fra hinanden skal vi ikke længere have den sammen. Han har valgt at blive i lejligheden, og dermed overtage lånet og købe mig ud. Dog mener han, at han blot skal tilbagebetale mig de penge jeg har lagt i lånet, hvorimod jeg ville tro at jeg også skal have halvdelen af det den er steget, altså at han køber mig ud til markedsværdien som den er i dag. Vi har aftalt at han får alt hvad den er steget i forbedringer, da vi/han jo ikke sælger endnu, men jeg ville stadig mene at jeg er berettiget til halvdelen af det selve andel er steget siden vi købte den. Kan nogen fortælle mig om det er sådan proceduren normalt er eller om jeg tager helt fejl? 🙂

    VH Sofie

    #231236
    testForfatter

    en løsning var at få en advokat på. Det ville jeg nok vælge.

    https://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=6014

    https://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=6208

    #231240
    morsdrengForfatter

    Når det drejer sig om overdragelse af en andelsbolig, er der flere forhold du skal være opmærksom på:

    1. Prisen for en andel kan maksimalt opgøres til andelen af foreningens formue opgjort med udgangspunkt i den valgte værdi med tillæg af forbedringer og under hensyntagen til lejlighedens vedligeholdelsestilstand. Prisen og køber skal godkendes af foreningen og salgsprisen indbetales til denne, som efter fradrag af evt. gæld udbetaler salgssummen til sælger. Foreningens vedtægter indeholder sandsynligvis regler om overdragelse af andelen og den nærmere fremgangsmåde herved.

    2. Sælger I andelen til 3. mand opgøres den maksimale salgspris som anført med tillæg af forbedringer. Efter dine oplysninger, er det alene ham som får værdien af forbedringerne mens du intet får. Men det kan også have betydning, om i hver har deltaget ligeligt i betaling af udgifterne vedrørende andelsboligen og lånene hertil. Det ville havde været en fordel hvis der i forbindelse med købet var lavet en samejekontrakt/-overenskomst som regulerede jeres praktiske forhold i forbindelse med samejet og hvad der skal ske, når i ønsker samejet ophævet. Men det er desværre for sent nu.

    3. Ifølge dine oplysninger hæfter I solidarisk for andelsboliglånet og det er derfor afgørende, at du bliver frigivet som meddebitor når han overtager hele andelen. I værste fald kan du risikere at ”komme af med andelen” men fortsat hæfte for andelsboliglånet fordi banken ikke vil frigive dig som meddebitor.

    Du kommer ikke uden om at søge sagkyndig bistand hos en advokat, hvis du vil være sikker på, at du ikke stilles dårligt i forbindelse ophævelse af samejet om andelsboligen. Da I ER enige om hvem der skal overtage boligen, bliver det næppe relevant at få skifteretten inddraget.

    #231242
    thsvForfatter

    Mht. værdien af andelen er det meget enkelt.
    Andelen har en værdi nu, måske på 600.000 kr
    Og I har lån på f.eks. 500.000 kr i den.
    I dette tilfælde er din andel (det halve) jo 300.000 kr værd minus halvdelen af gælden: 250.000 kr, altså 50.000 kr i alt.
    Bemærk at jeres gæld godt kan være højere end da I købte, hvis der er påløbet mange omk. og I kun har ejet den i kort tid.

    #231248
    testForfatter

    “Hvis I har købt større ting sammen, skal I selv finde ud af at dele dem. Hvis I ikke kan blive enige, kan I henvende jer til Skifteretten, som kan hjælpe jer med at afgøre, hvordan jeres fælles ejendele skal fordeles mellem jer.”

    #231250
    morsdrengForfatter

    Hvis man ikke kan blive enige om delingen af aktiverne, herunder hvilke aktiver og passiver, der tilhører den enkelte, er der i visse situationer mulighed for at få hjælp til deling hos Skifteretten.

    I ægtefælleskifteloven er der en bestemmelse om, at loven også kan finde anvendelse ved opløsning af ugifte samlevendes sameje af flere aktiver. Det afgørende er således om der er et bo.

    Det er således afgørende for om skifteretten kan involveres, om der er et eller flere aktiver, som man er uenige om. Der skal nemlig mere end et aktiv til, før der er tale om et bo. Hvis man f.eks. kun er uenige om, hvem der ejer huset, kan man ikke få hjælp i Skifteretten, idet der alene er tale om et enkelt aktiv. Er man derimod uenige om hus, bil og indbo, vil man kunne få sin sag behandlet ved Skifteretten.

    Gå til advokat, at involvere Skifteretten er den absolut sidste løsning. I øvrigt fremgår det IKKE af trådstarters indlæg, at man ejer flere aktiver i fællesskab, hvis deling man er uenige om.

    #231252
    KrisserForfatter

    Lejligheden og lånet (hvis det er et normalt banklån, hvilket det formentlig er) har som sådan ikke noget med hinanden at gøre.

    Hvis I ejer lejligheden ligeligt, har du krav på halvdelen af værdien inkl. forbedringer. Hvis du ikke opkræver halvdelen af værdien af lejligheden og forbedringerne, er det at regne som en skattepligtig gave fra dig til din kæreste.

    Lånet hæfter I ret sikkert for solidarisk. Det betyder, at I begge skylder banken den fulde restgæld; hvis den ene af jer ikke kan betale, kan banken kræve alle pengene hos den anden. Du kan derfor ikke være sikker på at banken vil acceptere at du ikke står på lånet, selv hvis du betaler halvdelen af gælden.

    Omkring samlevendes løsøre (såsom møbler): Hvis der ikke findes en kontrakt om ejerforholdet, ejes genstanden af den der har betalt dem.

    Hvis I ikke er trygge ved alle reglerne, bør I hyre en advokat. Hvis der er risiko for at I ikke er enige, bør I hyre en hver.

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.