Jeg har i en anden tråd beskrevet køb, udlejning og salg af en ejendom, der endte med at blive en kostbar erfaring. Jeg kom ud af salget med en lille gæld, som jeg heldigvis havde midlerne til at dække. De penge, jeg oprindeligt skød ind i ejendommen, forduftede pga. finanskrisen.
Status er at jeg har opgjort et fremførselsberettiget tab ifm. salget på godt 400.000 kr., men da et sådant tab er kildeartsbegrænset, og derfor kun kan modregnes i andre ejendomsavancer, så står jeg med et tab, jeg ikke umiddelbart kan bruge til noget. Jeg har flere gange overvejet at købe en anden ejendom, f.eks. en ejendom på tvang, et dødsbo eller et renoveringsmodent hus. En eventuel avance på dette ville jeg så kunne stikke skattefrit i lommen. Problemet er blot at disse ejendomme ikke er synderligt meget billigere end almindelige huse. Hvis man tager købsprisen, købsomkostninger, byggematerialer og salgsomkostninger sammen, så ender man højst sandsynligt med endnu et tab – og så har man brugt sin fritid på at sætte et hus i stand til ingen verdens nytte.
Mit spørgsmål er derfor nu: Findes der en anden (lovlig) måde, hvorpå jeg ellers ville kunne udnytte dette tab?