Bør jeg føle mig dårlig rådgivet?

Jeg har for 2 uger siden telefonisk og ganske uforpligtende snakket med min bankrådgiver om hvilken prisklasse jeg realistisk kunne kigge efter ny bil i. Vi blev løseligt enige om et ca. beløb og aftalte at når jeg havde en præcis pris kunne jeg vende tilbage, så vi kunne snakke mere konkret. Jeg fik en pris ved forhandler og og blev ved efterfølgende samtale med rådgiver bedt om 3 seneste lønsedler. De blev sendt og jeg snakkede atter med rådgiver som spurgte til min hustrus indtægt, men vi blev enige om at da jeg ville finansiere bilen under mit boliglån og da huset står i mit navn var hendes indtægt/økonomi ikke vigtig. Jeg spurgte om alt var på plads og om jeg måtte skrive under på bilen, det fik jeg et ja til og at jeg blot skulle sende rådgiver kopi af slutseddel. Jeg skriver så under på slutseddel og sender kopi. Rådgiver kvitterer med et tillykke med bilen og at jeg skal sige til når den endelige leveringsdato er på plads (dette pr mail) så jeg kan betale pr kort. Der går så 2 dage hvorefter rådgiver kontakter min kone og efterlyser lønsedler og gældsinformation. Min kone har meget beskeden indtægt og et su-lån på ca 100.000 som rådgiver får oplyst. 10 min efter røret er lagt på ringer min telefon så. Det er rådgiver med dårligt nyt, hun kan ikke låne mig pengene alligevel da min kones su-gæld var ukendt for hende. Jeg bliver lidt paf og siger at jeg jo altså har skrevet under, hvortil rådgiver svarer at det ved hun og at vi jo må finde en løsning. Hun vil ringe igen snart men for nu ved hun ikke hvad vi skal gøre. Jeg har da knap 1 uge til levering og nu ingen finansiering. Alle samtaler herfra er optaget på bånd. Rådgiver vil nu have jeg skal omlægge mit realkreditlån til længere løbetid oghøjere rente for at betale bil og jeg at hvis jeg ikke acceptere dette kan hun ikke hjælpe mig. Jeg spørger direkte “har jeg begået en fejl i det her?” Hvortil hun svarer at hun mener det er “os begge”. Jeg spørger om ikke jeg havde fået ok over telefon hvortil hun svarer “jo”, jeg spørger om jeg var for hurtig til at skrive under , hun svarer “det mener jeg ikke”. Alt dette er optaget.

Jeg har nu, da jeg jo intet valg har, accepteret at omlægge mit 20årige 1/2% realkreditlån til et 30 årigt 1% lån for at få råd. Samtidig skal jeg accepter en stående kassekredit på omtrent 30.000kr dog til samme rente som oprindelige banklån.  Omlægningen kan ikke gå igennem hurtigt nok, så jeg må betale med en midlertidig bevilling, som jeg skal betale høje renter på i et par uger til omlægningen kaster et provenu af sig.

jeg er så forvirret over at skulle acceptere det her på så kort tid at jeg intet overblik har over hvad jeg ender med at tabe. Min realkredit-restgæld på knap 1mio bliver til dobbelt rente nu, men selve delen til bilen så bliver til “lav” 1% rente.

jeg har lyst til at klage og mener jeg kan dokumentere at jeg havde fået ok, og pludselig skal jeg acceptere omlægning af realkredit til ringere rente ellers ville banken jo ikke hjælpe mig. Omvendt har banken en skruestik på mine nosser da jeg nu står med en kassekredit hos dem…og jeg ved som sagt pt ikke hvad jeg har tabt…hvad ville i gøre?