-
Indlæg -
Desværre er en stigende gruppe danskere så dybt forgældede, at de aldrig vil kunne ryste rentedjævelen af sig.
Ved en kombination af sygdom/skilsmisse/arbejdsløshed/boligtab/virksomhedslukning er disse mennesker er røget ud over “afgrunden", og har populært sagt “mistet deres kreditværdighed".Yderst ubehageligt, men situationen er faktisk ikke specielt “vanskelig" at komme ud i… Det kræver “kun" en alvorlig sygdom/ulykke, der permanent minimerer den ramtes arbejdsmuligheder. Derefter en ægtefælle, der løber træt i rollen som eneforsørger, og så en økonomisk lavkonjuktur, som den verden befinder sig i i disse år, og hvor man altså ikke kan regne med, at værdien af eksempelvis fast ejendom er konstant stigende..!
P.t. befinder over hundredetusinde danskere sig i en sådan håbløs økonomisk situation og ifølge både Danmarks Statistik og RKI er tallet voldsomt stigende!
For disse mange tusinde mennesker gælder det, at de under ingen omstændigheder vil kunne afdrage deres gæld. Alle muligheder for øgede indtægter og/eller lån er forsvundet. De har ingen “kreditværdighed", og alene renterne af gammel gæld overstiger langt deres økonomiske formåen…En uhyggelig problematik for den ramte, men I realiteten også for samfundet, idet vi hermed har en tikkende bombe under hele velfærdsstaten!
For den enkelte “ikke kreditværdige" resulterer “tilstanden" nemlig i, at vedkommende ikke har nogen form for incitament til at tjene penge. Uanset om vedkommende forsøger at klare sig på arbejdsmarkedet, og eventuelt endda finder en ny samlever, så vil personen aldrig kunne lave en opsparing, optage et lån eller indgå i en kreditvurdering.
Dermed vil både den insolvente, kreditorerne og den Danske Stat lide store tab. For Statens vedkommende vil der være udsigt til permanent forsørgelse resten af den insolventes (og dennes eventuelle families) levetid…GÆLDSSANERING – vil nogen så påpege, men:
Som reglerne for gældssanering i dag er skruet sammen, gives der IKKE gældssanering, med mindre SAMFUNDET kan se en fordel i saneringen.
Dette er af domstolene tolket således, at kun mennesker der endnu har en væsentlig erhvervsevne, og som derfor ad åre kan arbejde sig ud af gælden, vil kunne komme i betragtning til sanering. For mennesker der lever på overførselsindkomst eller med en meget begrænset indtægt, og med et deraf følgende meget lille rådighedsbeløb, er der INGEN mulighed for nogensinde at blive gælden kvit – og det, uanset hvordan gælden så er opstået.–
Jeg efterlyser derfor redskaber, der kan anvendes for disse tusindvis af mennesker, der er faldet gennem samfundets sikkerhedsnet ! ! !
Er der nogen, der har erfaring med “forlig" i forhold til kreditorer?
Er der politisk vilje til at se på en ændring af reglerne for gældssanering?
Eller er der nogen der ved, hvad der rent regnskabsteknisk er “smertegrænsen" for gældseftergivelse?Alle løsningsorienterede bidrag er velkomne. ;ø)
Under nævnte omstændigheder – så er der kun sort arbejde og tyveri tilbage.
Alt håb er ude….
Tankevækkende…
Jammen det er da gode muligheder tilbage.
I betragtning af hvor svært det er at inddrive privat gæld i Danmark, jammen så skift bank og opret en nemkonto, flyt i lejebolig, spar op under hovedpuden i større udgifter, og glem alt om at kæmpe dig ud af den udsigtsløst store gæld.
Lad gæld være gæld og lev af din løbende indtægt.
Trådstarter er galt på den når han skriver, at den gældsramte ikke har noget incitament for at arbejde. Ifm. gældssanering sker der typisk det, at debitor skal lægge stort set al “overskudsindtægt" i en periode på 5 år. 5 år kan vel ikke siges at være en uoverkommelig periode.
Derimod er det meget svært – for ikke at sige umuligt – at få saneret forbrugsgæld. Dette skyldes, at det er gæld som man med rette kan sige bør kunne forudses og derfor saneres uansvarlighed ikke.
Personligt synes jeg saneringsreglerne er ganske udmærkede. Som håbløst forgældet har man en mulighed for at leve på en sten i en kortere årrække for derefter at være helt gældfri. Virksomhedskonkurs, stort tab på ejerbolig eller andet behøves derfor ikke være en sten om benet resten af livet. Jeg synes bestemt ikke, at forbrugsgæld skal kunne saneres på lige vilkår med eksempelvis en virksomhedskonkurs. Herved belønner man jo faktisk uansvarlighed.
Eksempel: En person har forbrugsgæld på 100.000 og søger gældssanering. Personen får nej da gælden ikke er uoverkommelig stor. En anden har også forbrugsgæld på 100.000 og går nu ud og låner yderligere 200.000 for derefter intet at betale i et par år. Gælden er nu på 400.000 pga. renter, inkasso osv. Personen søger nu gældssanering – skal vedkommende saneres? Nej, det synes jeg bestemt ikke.
Alle har et personligt ansvar for deres eget liv. Saneringsmuligheden er tiltænkt dem der rent faktisk lever ansvarligt, men som pga. “uheldige" omstændigheder kommer i dyb gæld.
Et resultat af frie markedskræfter er vel, at folk der ikke forstår dem bukker under. Frihed uden ansvar har vel præget finansverdenen et godt stykke tid nu.
Hej Michael
Du er desværre helt galt på den – på flere områder…
Det er korrekt, at forbrugsgæld ikke gældssaneres. Om dette så er “i orden" må være op til den enkelte, men at påstå, at forbrugsgæld altid beror på “overforbrug" er HELT VILDT forkert!
I et ægteskab hæfter du eksempelvis for ægtefællens forbrug – om det så er forbrug til spil på travbanen, lån til dækning af gæld indgået inden ægteskabets indgåelse eller fejlslagne gør-det-selv udvidelser af boligen.
At påstå, at man skal kunne forudse, at man rammes af ulykke, eller at manden skrider med elskerinden er naivt/idiotisk, men ikke desto mindre rammer det uhyggeligt mange mennesker. (godt at hverken du eller jeg er imellem – ikk’?)Til gengæld benyttes loven om gældssanering i dagens Danmark i stigende omfang til at “redde" økonomisk trængte, der – objektivt set – havde al mulig grund til at kunne forudse, at deres erhvervsmæssige overforbrug (eksempelvis kuldsejlede håndværksvirksomheder, ejendomskøb eller bankinvesteringer) var unødvendig gambling med kreditorernes midler.
Intet er sort/hvidt. Heller ikke hos gældsramte, men loven om gældssanering forvaltes idag således, at mennesker, der har haft råd til en revisor eller angang til en udvidet kassekredit, reddes, mens ubemidlede afvises. Og som jeg skriver ovenfor, så er det uanset om gælden så er forbrugsgæld eller om den er skabt gennem erhvervsmæssige aktiviteter.
Det der afgør miseren er, om du har en fed kapitalpension eller udsigt til endnu et erhvervsmæssigt come-back.Så er du ikke venlig at forholde dig til realiteter i stedet for at komme med personlige antagelser om forbrugsryttere. Vi kan på ingen måde være uenige om, at den slags ikke skal kunne være muligt, men det er jo netop derfor vi har domstolene, der kan afgøre om gælden er oparbejet ansvarligt eller uansvarligt.
Problemet er bare, at domstolene ikke forholder sig til netop dette: Om ansøger har opført sig ansvarligt. Domstolene gør IKKE deres arbejde, men antager fejlagtigt – som dig – , at ubemidlede har opført sig uansvarligt, mens næsten al investeringsgæld er ansvarlig gældsætning. Alle der læser aviser er klar over hvor forkert den antagelse er!For at eksemplificere problematikken, gives der i disse år gældssanering til en hel del nyuddannede akademikere, der under studietiden har oprettet “virksomheder", med det ene formål at indkøbe varer (forbrugsgoder!), og så gå konkurs nogenlunde samtidig med at S.U.en udløber. Som nyuddannet har du jo ikke haft nogen nævneværdig indtægt, hvorfor din økonomi (på papiret) ser rimelig håbløs ud. At du så har en lang videregående uddannelse, og få måneder efter gældssaneringens godkendelse kan gå ud og få dig et højtlønnet arbejde, tages der ikke hensyn til.
Et andet eksempel på “forkert" sagsbehandling er håndværksmesteren der køber stort ind og placerer det meste i garagen, hvorefter firmaet slagtes og kreditorerne betaler gildet. Efter gældssaneringen kan han så “genåbne". Måske i svigerfars navn..?Hele problematikken ligger i, at håndværkeren og akademikeren gives gældssanering, fordi dommeren skønner, at de dermed kan “starte på en frisk", mens den pensionerede eller sygdomsramte afslås, idet præcedens siger, at gældssanering af en ubemidlet ikke vil føre til en betydelig forbedring af ansøgerens vilkår…
DERFOR starter jeg denne “tråd": Jeg efterlyser brugbare vejledninger for hvad kan gøres, og – lidt naivt måske – hvad der kan gøres for at ændre præcedens.
Jeg efterlyser IKKE fordomsfulde antagelser. Dem er verden generelt og gældssaneringsafgørelser i særdeleshed fulde af.
Det er sandt. Ingen er interesseret i pensionister med gæld – det er folk uden fremtid – så hvorfor investere i dem ?
Det er en myte, at forbrugsgæld ikke kan gældssaneres –
Det største problem ved gældssanering er, at de enkelte skifteretter har udviklet en meget forskellig retspraksis.
Revisor Jørgen Juel Hansen har skrevet en bog om gældssanering, der ligger til d/l på hans hjemmeside:
http://www.jjh.dk/sider/Vejen_til_gaeldssanering.pdf
/rab
Tusind tak. Det er virkelig nyttig og informativ læsning… KAN ANBEFALES – også til dig “Michael".
“befinder over hundredetusinde danskere" osv er det belæg og dokumentation for den påstand?
en videre skriver trådstarteren at man hæfter for den gæld som ens ægtefælde stifter på travbanen f.eks. Det er slet og ret ikke korrekt. Man har sær råden og særhæften i et ægteskab. I følge ægteskabsretsvirkingsloven kan en husbånd f.eks. heller ikke passætte det fælles hus uden ægtefældens samtykke.
for mig og se ligner oplægget her mere en politisk program erklæring ind noget som helst andet. Vi er og bliver selv ansvarlig for vores liv og vores gæld!
Kære “test".
Det kræver ikke særlig stor indsigt i samfundsforhold, for at vide, hvor slemt det står til med danskernes gældsætning. Nedenstående link er til en af de seneste artikler fra dagspressen:
http://politiken.dk/tjek/penge/dinepenge/article812805.ece
Har du lidt større interesse I emnet – og det må man jo formode, siden du ulejliger dig med at forfatte et indlæg her – så kan et opslag i Danmarks Statistik fortælle dig, at antallet af danskere på permanent overførselsindkomst er fordoblet på få år. Tallet runder formentlig 1 million i år!
Så kræver det ganske vist lidt ægte medmenneskelig interesse at sætte sig ind i, hvilke konsekvenser, kombinationen af social- arbejdsmæssig- og økonomisk deroute har, men du behøver kun et overfladisk kendskab til den finansielle verden for at vide, hvad der skal til, for at være regnet for et godt, eller et dårligt “papir" i dagens Danmark.
Endelig: Ønsker du så et komplet billede af mine bevæggrunde, så tag et kig på det sidste års afgørelser i sager om gældssaneringer. Alle afgørelser er tilgængelige på nettet. Det samme er gældsstatistikker fra Experian/RKI og rapporter fra socialforskningsinstituttet.
–
Jeg kan ikke blive klog på, hvorfor du mener, jeg skulle have et decideret politisk ærinde med mit indlæg. Jeg skriver ikke under synonym, og du kan let tjekke, at jeg ikke er politisk aktiv på nogen måde!
Som det fremgår, gør jeg bare opmærksom på en skævvridning der foregår ved de danske domstole. En skævvridning der også påpeges i bogen, der anbefales af “rabundus" lidt højere oppe i denne tråd.Og for så lige at gøre op med den sidste rest af vrøvl fra din side, så er der hundredtusindvis af danskere, der – mens forbrugsfesten endnu larmede derud ad – optog kæmpe kontantlån i boligen … Nu hvor bøtten så vælter for et stigende antal danskere, er det for sent at ønske, at man ikke havde stolet helt så meget på evigt solskin på Lykkevej. Som du skriver, har vi alle muligheden for at benytte os af ægteskabsretsvirkingsloven, men 84% af danskerne har altså valgt at stole på kærligheden, og fravalgt særeje. (kilde: Gallup)
84% ! Et faktum som også domstolene bør forholde sig til.
–
For at slutte af med endnu en argumentation omkring skævvridningen i afgørelserne om gældssanering:
At påstå, at alle de mennesker, der optog kontantlån handlede mere uansvarligt end de danskere, der opstartede virksomheder og/eller optog kæmpe erhvervslån, med sikkerhed i virksomheder, hvis eneste eksistensberettigelse var udsigten til indtægter fra de førnævnte kontantlån… Det er da det reneste vås.–
Og så var jeg næsten ved at glemme det vigtigste:
Hele denne tråd handler slet ikke om, hvor vidt “forbrugsgæld" kan/bør gældssaneres!
Mit eneste ærinde er, at gøre opmærksom på, at domstolene forvalter lovgivningen således, at småt bemidlede mennesker har endog meget meget svært ved at opnå gældssanering. UANSET hvordan gælden så er opstået!!!
Dette – og det kan du så kalde “politisk" – finder jeg af flere grunde meget forkert.
For det første gør inkassobreve, stævninger og trusselsbreve lige ondt på rig som på fattig.
For det andet ville den samfundsmæssige gevinst være om muligt større, hvis en sanering “redder" et individ fra at ende på evig forsørgelse – hvilket er en yderst reel trussel, når ansøgeren er mindre bemidlet.
For det tredie vil gældsanering af mindrebemidlede alt andet lige være “billigere end saneringer i millionklassen. Dermed ville samfundet populært sagt få “mere for pengene".Ifølge reglerne for gældssanering skal saneringen medføre en betydelig forbedring af ansøgers forhold, men domstolene mangler endnu at erkende, at det kan være en “betydelig forbedring", at man igen kan gå til tandlægen, hilse på den lokale mekaniker uden flovhed og åbne døren når det er posten der ringer på med et anbefalet brev!
Du argumenterer for at mennesker med lave indkomster skal kunne opnå gældssanering ved domstolene, fordi du mener det vil gavne samfundet. Er det ikke en holdning til, hvor vidt folk bør kunne opnå gældssanering?
Selvfølgelig er domstolene meget påpasselige med at give folk gældssanering. Hvis der er den mindste mulighed for, at de kan afdrage gælden helt eller delvis i fremtiden. Så skal folk da også bare betale, det de skylder.
Jeg kan være enig i, at nogle folk er skyld i egen gæld, imens andre er uheldige. Når lovgivningen ikke lægger særlig vægt på, hvorfor gælden er opstået, skyldes det vel et princip om, at folk skal betale for den gæld, som de har stiftet samt at det er den fremtidige økonomiske formåen, der lægges vægt på. Selvom folk er på overførselsindkomster, kan de fx stadig arve, møde en ny partner, få nyt job, blive raske mv. som kan forbedre deres økonomi.
Jeg tror ikke, løsningen skal findes gennem gældssanering. På sigt tror jeg, at regeringen vil gå efter forebyggelse. Flere regler og krav til pengeinstitutter og andre låneudbydere. Men om det vil virke – who knows?
Derudover er det jo som regel virksomhederne, som taber pengene først, altså dårlig risikostyring. Jeg ved godt, at det har en indflydelse på samfundet, hvis virksomheden fx går konkurs eller må skære kraftigt ned på omkostninger som følge af tabet. Men lidt selvforskyldt er det altså.
Der er ikke noget der hedder held og uheld ifm. gæld. Når man stifter gæld tager man en kalkuleret risiko. Der kan opstå ændringer i livssituationen så indkomsten bliver væsentligt mindre, men gælden er stiftet af voksne myndige personer der bør kunne se risikoelementet. At påstå det ikke er folks egen skyld er noget eklatant sludder.
Man kan selv gøre risikoelementet større eller mindre. Eksempelvis er al forbrugsgæld komplet og aldeles unødvendigt og har ikke nogen form for sikkerhed bag. Det er ikke “uheld" hvis en person har forbrugsgæld for 200.000 og herefter bliver arbejdsløs.
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.