Der er mange ting, du skal tage stilling til, hvis du vil købe en bil og bruge et billån. Og fordi biler falder så hurtigt i værdi, kan det hurtigt blive dyrt at vælge forkert. Vi har kigget på nogle fordele og ulemper ved bilmodellerne minibiler, stationcars, SUVs og hybridbiler, så du kan finde den bilmodel, der passer bedst til dit behov.
Bilmodel: Minibil
Hvis du ønsker at kunne køre mange kilometer på literen, betale en lav grøn ejerafgift, og hvis du samtidig vil have let ved at parkere på steder med begrænsede parkeringsforhold, vil en minibil være oplagt. Men hvis du kører langt, eller I skal være mange i bilen, kan pladsen i en minibil blive lidt trængt. Kabinestøjen er også højere end i store biler, pladsen i bagagerummet er begrænset, og den lille motor gør, at den accelererer langsommere end mange andre biler.
Bilmodel: Stationcar
Stationcaren er den ukronede familiebil. Her får du masser af plads inde i kabinen, så der er plads til autostole, store børn og masser af bagage. Derudover får du en bil med høj sikkerhed, og en bil der ’ligger godt på vejen’. Hvis du vælger en model med trækkrog, kan du fylde traileren med haveaffald og køre på genbrugsstationen. Stationcaren kører som regel ikke lige så langt på literen som en minibil, og derfor er den grønne ejerafgift højere. Hvor meget højere afhænger af, hvor langt bilen kører på literen, og om det er en diesel- eller benzinmotor.
Bilmodel: SUV
SUV’en bliver kaldt ’king of the roads’, og det er der en god grund til. Denne bilmodel er nemlig blevet meget populær blandt danskerne. Den giver et godt udsyn, er let at komme ind i, kan ofte køre i forskellige typer terræn, og er en rummelig bil. Ulemperne er, at den har et forholdsvist højt brændstofforbrug, er stor og er derfor svær at manøvrere rundt med i byen, og så er den vindfølsom på grund af sin størrelse og sit høje tyngdepunkt.
Bilmodel: Hybridbil
Hybridbilen kører på en blanding af el og benzin/diesel. Denne bilmodel kører på el på korte ture, og kan supplere benzin/dieselmotoren med ekstra kraft, når der er behov for det. På længere ture kører bilen på benzin/diesel. Den er støjsvag, når den kører på el, og den har automatgear, hvilket er en stor fordel, hvis du kører meget i byen eller ofte kører i kø. Hvis du har brug for anhængertræk, begrænser det udvalget af biler.