Sus1975

Forum-svar oprettet

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Jens Hjarsbech
    Indlæg
  • Helt ok, Jonas 🙂

    I alle fora, uanset om de handler om økonomi, biler, heste eller strikketøj, så vil der altid være nogen, der er krakilske, negative og kun fokuserer på problemerne, og forsøger at tale én fra sit forehavende. Man har lov til at gøre spørger opmærksom på faldgruber, begynderfejl, striks lovgivning, økonomi etc., som man måske ikke lige selv var opmærksom på. Altså nogle rent objektive faktorer. Man skal være påpasselig med at konkludere noget for spørger eller komme med udsagn, der er udslag af følelser frem for fakta.

    Godt at høre at du har ambitionerne med dig og tør løbe en risiko! Det er især når man er ung at man kan tillade sig at tage chancen. Går det godt, så valgte man rigtigt. Går det skidt, så er det ikke verdens undergang. Så har man lært noget af det, og har masser af år foran sig til at prøve igen.

    Jeg har tidligere selv haft købt og udlejet en ejendom, men alene fordi jeg havde lidt penge, og det var et ”omvendt” forældrekøb, hvor jeg havde en meget lav (ingen) risiko for, at der ikke opstod problemer omkring lejens størrelse, betalingen, hvordan det udlejede blev behandlet osv.

    Desværre måtte lejer (mine forældre) fraflytte pga. at de gik på pension, og derfor ikke længere havde råd til at bo der. Det var ikke umiddelbart muligt at sælge ejendommen på det tidspunkt, så jeg valgte at udleje til en ny lejer på en tidsbegrænset lejekontrakt, hvori vi havde lavet vores egne aftaler. Jeg var klar over at lejeloven overtrumfer alle aftaler mellem udlejer og lejer, der forringer lejers vilkår. Men jeg havde ikke så mange andre muligheder end at tro på det bedste. Alt gik da også fint. Lige indtil jeg endelig fik ejendommen solgt. Så nægtede lejeren at flytte, og lejeren havde retten på sin side. Jeg havde derfor udsigt til et erstatningskrav fra køberen, da denne jo overtog en ejendom, der var optaget af en lejer – hvilket ikke var en del af købsaftalen. Jeg oplyste så lejeren at den nye køber blot ville opsige denne med et års varsel, og undlod heller ikke at fortælle at jeg følte mig r*vrendt, da jeg syntes vi havde haft en god aftale, der tog hensyn til begge parter. Lejer endte med at meddele sin flytning ifm. købers overtagelse – men et sådant løfte var jo intet værd. Så jeg havde 2½ måneds søvnløse nætter, da jeg ikke vidste om lejeren skred eller ej.

    Heldigvis flyttede lejeren som aftalt, og jeg blev en hel del erfaringer rigere. Blandt andet lærte jeg at det er bedre at have pengene stående på en konto til 0% end at blive udlejer igen. I øvrigt mistede jeg hele opsparingen og lidt til, da ejendomsmarkedet i det pgl. område var faldet 20% pga. finanskrisen.

    @JonasInvest:

    Det kan godt være at du løbende kan tjene lidt penge på at købe og udleje lejligheden. Men en lejer er i mange tilfælde næsten umulig at slippe af med, og du skal ikke forvente nogen hjælp nogen steder fra; alle instanser (lovgivning, nævn osv.) er alene til for lejernes skyld, så du kommer til at kæmpe alene. Og medmindre du har tænkt dig at beholde lejligheden i rigtig mange år (som investering), så risikerer du nemt at en evt. værdistigning bliver ædt op af salgsomkostninger mv. Udgiften til mægler mv. løber nemt op i 70-80.000 kr. for en lejlighed i den størrelse.

    Jeg skal ikke tage modet fra dig, men jeg tænker at du med den sum penge, du har til rådighed, nok vil være bedre tjent med en langsigtet investering i værdipapirer (aktier, obligationer, investeringsforeninger mv.). Der er (heller ikke) nogen garanti for at score kassen, men med en god spredning af risikoen (mht. geografi, brancher, investeringstype), så er man over tid relativt sikret, selv hvis f.eks. et af de firmaer, man har investeret i, går rabundus. Er du mere til en ”hurtig” gevinst, så prøv at undersøge markedet for bundne konti, dvs. hvor pengene er bundet i 1-3 år mod en rimelig rente.

    Jeg skylder at fortælle hvad der siden er sket i sagen.

    Jeg skrev en klage til bankens egen klageinstans, og fik kort efter et svar. De bekræftede hele forløbet, bl.a. at min kone fejlagtigt blev primær kontohaver og at underskuddet derved blev trukket fra hende, og ikke på den kredit, der var oprettet til formålet. De bekræftede også det risikoscenarie, jeg havde beskrevet omkring ophævelse af ægtefællers særhæften for gæld. Og jeg fik en undskyldning for det samlede forløb, og at jeg undervejs havde fået modstridende forklaringer.

    Så jeg har opnået hvad jeg ville; at få en erkendelse af at de havde klokket i det samt en undskyldning. Ærgerligt at min egen bankrådgiver var for stolt til at erkende sin fejl/at der var sket fejl – for det var jo ikke et spørgsmål om penge, men om principper.

    Selv om denne tråd er to år gammel, så er RD ikke blevet bedre til hverken at reagere eller slette pantebreve vedr. indfriet gæld.

    Jeg har samme fornøjelse af RD. Jeg har skrevet til dem to gange via kontaktformularen på hjemmesiden, og 3. gang via mail – alle henvendelser er fortsat ubesvaret.

    Når jeg har skrevet til dem vedr. andre forhold, som f.eks. omlægning af lån, så har de været lynhurtige ti at reagere. Men sletning af et pantebrev tjener de ikke noget på, så…

    Nu er advokaten en ”brevkasseadvokat”, og ikke min repræsentant. Han har fået de samme oplysninger, som oplyst i denne tråd, og har ikke set de underskrevne dokumenter.

    Og man har vel lov til at prøve at indhente svar flere steder? Et sted fik jeg f.eks. det råd, at jeg skulle bede banken om at uddybe, hvorfor de havde gjort som de havde gjort – men jeg tvivler på at banken nærmest uopfordret indrømmer deres fejl.

    Som nævnt lader jeg ikke banken dø i synden, og nægter min bankrådgiver at medgive at de har bedt om min kones underskrift på et uretmæssigt grundlag, så trækker jeg gerne banken gennem sølet. Det handler ikke om penge, men om principper.

    Og for god ordens skyld, så er mine oplysninger er hverken ufuldstændige eller forkerte.

    Jeg har i mellemtiden fået svar fra en advokat omkring forløbet. Han er desværre ikke lige så enig.

    Han svarer at selv om banken – ubegrundet – har bedt min kone om at skrive under på aftalen, så har hun alligevel skrevet under, og vi har dermed givet banken frie hænder til at få dækket underskuddet hos hvem af os de havde lyst til…!

    At banken enten i uvidenhed har misinformeret os eller med fuldt overlæg har snøret os til at indgå en aftale, sætter således både reglerne om ægtefællers særhæften og vores ægtepagt om særeje ud af kraft, hvilket er tankevækkende.

    Min konklusion må alt andet lige være, at min bank enten er uvidende og inkompetent, eller med fuldt overlæg har taget os ved næsen. I mit tilfælde må det første være tilfældet, da banken, ud over et overtræksgebyr, intet har fået ud af det. Ud over at skabe frustration og irritation.

    Ét er dog sikkert, og det er at min tillid til banken har nået bunden, hvilket jeg ikke vil afholde mig fra at fortælle dem.

    Mange tak for svar morsdreng!

    Blot nogle kommentarer/præciseringer:

    ”…en ægtefælle skal samtykke i pantsætning eller salg af en ejendom som ikke er særeje, hvis ejendommen tjener til familiens beboelse elle hvis en eller begge ægtefællers erhvervsvirksomhed er knyttet til ejendommen.”

    Ejendommen var mit særeje, ejendommen tjente ikke til familiens beboelse, og erhvervsvirksomheden (udlejning af ejendommen) var alene min. Så dette var vi ikke omfattet af.

    ”Det kan derfor ikke udelukkes, at din ægtefælle kan have underskrevet købsaftalen og skødet i henhold til denne regel.”

    Jeg går ud fra at du mener købsaftalen ifm. med mit salg af ejendommen. Men nej, min kone har ikke været medunderskriver på hverken købsaftalen eller skødet.

    Jeg ved ikke hvad banken har tænkt, da de foretog deres fejlantagelser – mest nærliggende er det at tro at de slet ikke har tænkt…!

    Nu ved jeg ikke hvordan banken vil kunne berigtige fejlene, da kontoen jo allerede ér oprettet i min kones navn, renterne vil blive indberettet til hende, og overtrækket på hendes konto og strafrenterne er også en realitet. Renterne kan vi frit overføre til mig, og jeg har selvfølgelig godtgjort min bedre halvdel det beløb, som banken uretmæssigt har trukket fra hende.

    Jeg er blot interesseret i to ting:

    1.
    At banken erkender at det var en ugyldig begrundelse de kom med, da de påstod at min kone skulle underskrive aftalen, blot fordi vi var gift.

    2.
    At banken erkender at de uretmæssigt har søgt sig fyldestgjort for deres tilgodehavende hos min kone, og derved ikke har respekteret reglerne om ægtefællers særhæften for gæld.

    Men af erfaring ved jeg at de sjældent erkender deres fejl. For nogen tid siden skulle jeg have forlænget en garantistillelse ifm. en opholdstilladelse. Bankrådgiveren holdt stædigt på at hun skulle have ”relevante dokumenter” fra kommunen eller Udlændingestyrelsen. Mens jeg forgæves forsøgte at overbevise bankrådgiveren om at processen startede hos hende. Trods Udlændingestyrelsens links til ”Vejledning til pengeinstitutternes forlængelse af garantistillelser”, så nægtede bankrådgiveren at foretage sig noget, og det endte med at jeg selv måtte udfylde papirerne (hvilket reelt var hendes job) og aflevere dem til hende. Banken præsterede derefter at lave eklatante fejl i garantistillelsen hele 2 gange; først 3. gang ramte de plet. En proces, der i andre banker sædvanligvis tager ½ time (incl. kaffe), tog hos min bank 2 måneder! Men en undskyldning eller erkendelse af at de havde taget fejl; det fik jeg aldrig.

    Derfor er det rart at jeg nu ved hvor jeg skal starte en eventuel klage. Denne gang skal de ikke slippe så let!

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)