Hvad skal du vælge: afdrage gæld eller spare op i pension?

Hvis du er i den lykkelige situation at have nogle penge stående, som du ikke står og har brug for her og nu, så kan du overveje enten at afdrage på gæld eller spare op til pension. I begge tilfælde får du mere ud af dine penge med tiden – spørgsmålet er bare, hvad du får mest ud af.

 

Kommer an på din konkrete situation

Det vævende svar er, at det kommer an på din konkrete situation – det kommer f.eks. an på, hvornår du går på pension, og hvordan din pension forrentes. Det kommer også an på hvilket banklån, du har, og om du betaler topskat – og så mange andre ting.

Mybanker har regnet på, hvordan du får mest ud af dine penge – med udgangspunkt i, at du:

  • har 20.000 stående i banken, som du gerne vil have det bedste ud af
  • går på pension om 15 år
  • ikke betaler topskat
  • har et banklån på 300.000 kroner med en rente på 5 procent
  • og at din ratepension kan forrentes med 5 procent om året

 

Konklusion med forbehold

Konklusionen er, at det med ovennævnte forbehold bedst kan betale sig afdrage på din gæld til banken.

”Når du om 15 år skal på pension, vil du i sidste ende stå med ca. 8.000 kroner mere i hænderne, hvis du afdrager på gæld frem for at indbetale til ratepension,” siger Jesper Ring Jakobsen, CSO i Mybanker.

”Hvis der derimod er lang tid til pensionsalderen, kan det give mening at indbetale til ratepension på grund af renters rente-effekten, og fordi yngre mennesker ofte har en større risikovillighed i forhold til pensionsinvesteringer og derfor kan få mere end 5 procent i pensionsafkast om året i økonomiske opturstider,” siger han.

Pensionsregler har det også med at ændre sig og er for tiden er særligt varm politisk kartoffel på grund af de såkaldte samspilsproblemer.

Hvis du betaler topskat ved indbetaling vil du kunne indsætte flere penge på pensionsordningen grundet det større skattefradrag. Hvis du ikke betaler topskat ved udbetaling vil det gøre pension mere attraktivt da du reelt får 15% (topskattesatsen) ”forærende”. Hvis du bliver ”ramt” af modregning i pensionstillægget vil det stadig gøre fordelen ved pensionsordninger tvivlsom, men konklusionen er ikke nær så klar som ved samme skat ved ind- og udbetaling.

 

Pensionsindbetaling giver 6000 kroner på 15 år

Hvis du indbetaler på en ratepension, er værdien af skattefradraget ca. 37 procent. Du kan dermed indbetale de 20.000 kroner + værdien af skattefradraget på 11.746 kroner = 31.746 i alt. Efter 15 år har du 59.142 kroner på kontoen.

Ved udbetaling skal du betale de samme 37 procent i skat, som du har tidligere har fået fradrag for.

Hvis du på grund af dine pensionsindbetalinger ender i lejet for en normal pensionsopsparing, bliver du modregnet i det pensionstillæg, du ellers har mulighed for at få udbetalt i tillæg til din folkepension.

Bliver du modregnet, betyder det, at du for hver 100 kroner, du får fra din pension, går glip af 30 kroner i pensionstillæg – dermed får du kun 70 kroner retur for de penge, du indbetaler.

Det skal her nævnes, at langt de fleste danskere med de nuværende pensionsregler ender med at blive modregnet i deres pensionstillæg.

Af de 70 kroner skal der stadig betales 37 procent i skat – svarende til 25,90 kroner, så reelt får du kun 44,10 kr. i hånden. Det svarer til en reel skatteprocent på 55,9 procent.

De 59.142 kroner, som dine 20.000 kroner vokser til på 15 år, giver således kun 26.081 kroner ekstra i hånden om 15 år.

 

Afdrag på gæld giver 14.000 kroner mere om 15 år

Hvis du i stedet afdrager de 20.000 kroner på en gæld på 300.000 kroner med en månedlig ydelse på 2.000 kroner og en rente på 5 procent, vil du om 15 år skylde 34.000 kroner mindre på lånet.

Det giver en gevinst ved afdrag relativt til pension på 34.000 – 26.000 = 8.000 kroner.

8.000 kroner må siges at være en nævneværdig forskel for et indbetalingsbeløb på 20.000 kroner.

Hvis man i stedet antager, at afkastet på pensionen er 4 procent og renten på lånet er 7 procent, er gevinsten på af afdrage gæld i stedet 18.740 kroner.